Hvis du troede, at det var et hit at være boligkøber for tiden, så kan du godt tro om igen. Selv om boligpriserne er faldet, er renten steget så meget, at det faktisk er blevet dyrere at købe hus eller lejlighed i det meste af landet. Den høje rente gør, at man kommer til at sidde for en højere husleje, hvis man køber bolig nu, end da priserne toppede. Kun i hovedstadsområdet er prisfaldene store nok til, at den høje rente ikke spiser hele besparelsen for boligkøberen.
Det viser beregninger, som Nordea har foretaget for Politiken, efter at Nationalbanken i går morges hævede renten med 0,50 procentpoint. Danskere ser tiden an Den høje husleje kan forklare, hvorfor antallet af bolighandler fortsat falder, selv om boligerne er blevet billigere, vurderer overvismand Peter Birch Sørensen: »Efterspørgslen på boliger afhænger af udgiften ved at sidde i boligen. Det kan være en del af årsagen til, at antallet af bolighandler bliver ved med at falde«. Peter Birch Sørensen mener også, at mange danskere ser tiden an og venter med at købe ny bolig, i forventningen om at priserne vil falde yderligere. I Region Syddanmark er huskøberne hårdest stillet. Her vil nye boligejere med et 140 kvadratmeter stort parcelhus sidde med en månedlig husleje, der er 864 kroner højere end den husleje, de skulle have betalt, hvis de havde købt huset, da boligpriserne toppede i andet kvartal 2007. Huslejen stiger - og falder I Region Midtjylland og Nordjylland er huslejen blevet henholdsvis 711 og 599 kroner dyrere, og i Region Sjælland er huslejen steget med 241 kroner, viser Nordeas beregninger. Kun i hovedstadsregionen er udgiften faldet. Her er huslejen 410 kroner lavere nu, end da priserne toppede. En ejerlejlighed på 80 kvadratmeter uden for hovedstaden er blevet mellem 788 og 689 kroner dyrere om måneden, i forhold til da landsgennemsnittet af lejlighedspriserne toppede i tredje kvartal 2006. Kun i Region Hovedstaden kan det betale sig at købe lejlighed nu. Her er huslejen faldet med 742 kroner. Livets største køb Det giver en klar forklaring på, hvorfor prisfaldene ikke har fået folk til at stå i kø for at købe boliger, vurderer Nordeas boligøkonom, Troels Theill Eriksen: »Renten har mere end kompenseret for prisfaldene alle andre steder end i hovedstaden. De fleste steder er det endda blevet dyrere. Så er det ikke så overraskende, at boligmarkedet er gået i stå«, siger Troels Theill Eriksen. Han peger på, at renten skal falde, før der igen kommer gang i hushandlerne: »Det bedste for førstegangskøbere er, hvis priserne fortsætter med at falde, samtidig med at renten fortsætter med at falde. Boligen er som regel livets suverænt største køb, og der vil folk gerne være sikre, før de køber«, siger Troels Theill Eriksen. Ingen rentesænkning i sigte Hvis den høje rente fortsætter med at afholde folk fra at købe boliger, er det dårligt nyt for landets økonomiske sundhedstilstand, vurderer overvismand Peter Birch Sørensen. »Bolighandelen er en indikator for forventningerne til de fremtidige boligpriser, men samtidig en indikator på forventninger til den økonomiske fremtid generelt«, siger overvismanden. Han ser ingen muligheder for, at Nationalbanken kan sænke renten for at skabe mere vækst i samfundet. »Nationalbanken skal holde kronekursen for at sikre en lav og stabil inflation. Det er politikernes opgave at føre en finanspolitik, der kan stabilisere makroøkonomien«, siger Peter Birch Sørensen.




























