Mange danskere vil hellere betale 200.000 kroner mere for deres nye hus end bo i nærheden af en ghetto. Boliger tæt på belastede boligområder sælges i snit for 10 procent mindre end tilsvarende boliger andre steder, og i de mest ekstreme tilfælde kommer prisforskellen op på 30 procent. Det viser en analyse fra ejendomsmæglerkæden Home. Årsagen er, at få vil bo tæt på områder som Mjølnerparken i København, Vollsmose i Odense og Gellerupparken i Århus, hvor store dele af beboerne har indvandrerbaggrund og er socialt belastet. Nyistandsat lejlighed til 1,2 mio. kr En, der mærker dette, er 30-årige Michaela Hessellund Beanland, som netop har sat sin 3-værelses lejlighed til salg. Lejligheden er nyistandsat og ligger i cykelafstand fra Århus’ midtby, men alligevel har hendes ejendomsmægler rådet hende til at sætte prisen til 1,2 mio. kr., hvilket er flere hundrede tusinde kroner lavere end tilsvarende boliger i Århusområdet.
Årsagen er, at den ligger 40 meter fra den berygtede ghetto Gellerupparken. »Jeg er overrasket over, at en lejlighed med nyt badeværelse og god udsigt skal være så billig. Så billigt får man det ingen andre steder. Men jeg ved omvendt godt, at det betyder meget for nogle, at det ligger ved siden af Gellerupparken«, siger Michaela Hessellund Beanland. Brændende containere og kriminelle indvandrere Efter at have været nabo til ghettoen i syv år ved hun, at de brændende containere og kriminelle indvandrere, som den er blevet landskendt for gennem medierne, har gjort et stort indtryk på mange. »For 14 dage siden havde jeg inviteret nogle veninder på tøseaften, og da de skulle hjem, bad en af dem, om hun kunne overnatte her. Det viste sig, at hun var rigtig, rigtig bange for at gå ned og tage bussen, fordi det var så tæt på Gellerupparken. Jeg blev fuldstændig rystet«, siger Michaela Hessellund Beanland. Selv ærgrer hun sig over folks frygt for Gellerupparken, som hun mener er stærkt overdrevet: »Jeg har i de syv år, jeg har boet her, kun været vidne til en enkelt ubehagelig episode, men den kunne være fundet sted hvor som helst«. Modviljen mod at bo nær ghettoerne er imidlertid et landsdækkende fænomen, viser Homes undersøgelse. Den peger på, at de fleste boligejere, der er naboer til ghettoer, har oplevet, at deres ejendomsværdi er blevet forringet, i takt med at nabobebyggelsen over årene har ændret karakter fra attraktive lejlighedskomplekser til belastede boligblokke. Folk holder deres børn væk Det mærker ejendomsmægler Jesper Lund fra Home Åbyhøj, som står for at sælge Michaela Hessellund Beanlands lejlighed. »Nogle købere fravælger helt fra starten at se på boliger i området, alene på grund af, at det er tæt på Gellerupparken. Mange forældre vælger området helt fra, når de kigger efter forældrekøbsboliger til deres voksne børn, og samtidig er der meget få etnisk danske børnefamilier, som vil bo der«, siger Jesper Lund. Selv om priserne kan være helt op til 30 procent lavere, tager det længere tid at sælge en bolig nær ghettoen. »De typiske købere kender området i forvejen, og en del af dem er andengenerationsindvandrere, som gerne vil bo tæt på noget familie i Gellerupparken. Og så har vi en del, som simpelthen køber bolig i området, fordi de kan få så meget mere for pengene. Det gælder om at få folk ud at se boligen, for ofte finder folk så ud af, at det ikke var så slemt, som de troede«, siger Jesper Lund. Det virker som en ond spiral Resultaterne af Homes opgørelse stemmer godt overens med konklusioner, som amerikansk forskning er nået frem til, vurderer ekspert Hans Skifter Andersen. »Boligområderne er blevet mere polariseret i dag. Der er flere, som i dag har råd til at vælge, hvor de vil bo, og resten havner i de belastede almene boliger«, siger seniorforsker Hans Skifter Andersen fra Statens Byggeforskningsinstitut. Når et område først har fået et dårligt ry, virker det som en ond spiral, fordi omdømmet hænger ved. »Vi har lavet en undersøgelse over, hvorfor folk flytter væk fra en ghetto, og flest angav ikke selve kriminaliteten, men andres negative syn på området som årsag til, at de flyttede bort«, siger Hans Skifter Andersen. Han peger på, at det er lykkedes at nedbringe kriminaliteten i Vollsmose i Odense og dermed forbedre stedets omdømme, mens Mjølnerparken i København nu lider under bandekrigen.



























