Lejligheden blev solgt hurtigt – og til prisen

Lyt til artiklen

Da bolighandelen buldrede derudad, ville salget af Per Bjørnsholms lejlighed have været en solstrålehistorie.

Nu er det nærmere i kategorien for mirakler. Mens mange boliger står til salg i halve og hele år og styrtdykker i pris, er Per Bjørnsholms andelslejlighed i København netop blevet solgt på omtrent to måneder – til den pris, som han havde forventet fra start. »Først forventede jeg, at det ville blive svært at sælge lejligheden, som markedet er nu. Men efter at jeg selv satte mig ind i, hvordan man bedst sælger en lejlighed, og valgte en ejendomsmægler ud fra det, så gik det virkelig let«, siger Per Bjørnsholm. Han begyndte med at lade en række mæglere give et bud på, hvad lejligheden skulle koste. Den 80 kvadratmeter store lejlighed koster 4.079 kroner i afgift om måneden ud over andelen, og flere mæglere mente, at prisen skulle være op mod 1,6 millioner kroner. »Så gik jeg selv ind på en boligportal på nettet for at se, hvad kvadratmeterprisen var for andre lejligheder i samme område. Derfra regnede jeg ud, at 1,1 million kroner ville være en god pris for min egen lejlighed, og så sorterede jeg simpelthen bare de ejendomsmæglere fra, der havde skudt ved siden af. Jeg ville ikke betale en eller anden fantast, der gik helt galt af prisen«, siger Per Bjørnsholm. Papirarbejdet var afgørende Hans næste kriterium var, om mægleren gjorde sit papirarbejde godt nok. Per Bjørnsholm har selv siddet i ejendommens bestyrelse og kunne hurtigt se, om ejendomsmægleren havde det hele med i sin opstilling. »Jeg tænkte på det, ud fra hvordan jeg selv helst ville have det serveret, hvis jeg skulle købe lejligheden. Kloge boligkøbere kan hurtigt gennemskue, om der mangler oplysninger om noget, så det var vigtigt for mig, at der var forklaringer på alt i papirerne«, siger Per Bjørnsholm. Til sidst vurderede Per Bjørnsholm, at RealMæglerne, Garder, på Frederiksberg ramte hans egne beregninger mest præcist, og så faldt valget på dem. Derefter sørgede han for, at alt det, der erfaringsmæssigt bedst sælger, var til stede. »Selv om min kone og jeg faktisk havde fundet en ny bolig, blev vi boende i den gamle og bad mægleren lade være med at oplyse over for interesserede købere, at vi havde noget andet på hånden. Ellers ville køberne kunne bruge den viden til at presse os i pris«, siger Per Bjørnsholm. Han undersøgte også, hvordan han kunne sikre, at eventuelle købere ville få de bedste muligheder for at få godkendt købet hos deres bank. »En af mine venner, som arbejder i en bank, fortalte mig, at det er vigtigt, når han vurderer ansøgninger om boliglån, at papirerne på ejendommen virker overbevisende. Mange ved slet ikke, hvor meget banken kigger på den slags, men det betyder faktisk meget, viste det sig«, siger Per Bjørnsholm. Han sørgede for at skaffe papirer på elinstallationer, vvs-forhold og alle oplysninger om andelsforeningens økonomi, så køberen eller køberens bank skulle føle sig helt sikre. Sæt prisen lavt Lejligheden blev sat til salg midt i december, og 24. februar var den solgt – for 1,1 million kroner. Per Bjørnsholms råd til andre boligsælgere er, at de skal sætte prisen lavt fra start. »Når jeg taler med mine venner, som overvejer at sælge, beklager de sig ofte over, at de ikke kan få så meget for boligen som for nogle år siden. Men ti minutter efter taler de så om, hvor billigt man kan købe en ny lejlighed for tiden. Medmindre man var så uheldig at købe, da boligerne var dyrest, så udligner tabet på den gamle bolig sig jo ved, at man nu kan købe en ny billigt«, siger Per Bjørnsholm. Han har brugt megen energi på at finde en ejendomsmægler og er overbevist om, at han fandt den rette. Men så svært burde det ikke være, mener han. »Jeg har selv en fortid som kørelærer, og på en måde ligner den branche ejendomsmæglerfaget – kunderne har reelt ingen chance for at finde ud af, hvilken kørelærer der er bedst, og det er det samme med ejendomsmæglere. Ud over de ting jeg fandt frem til, kan man kun have en mavefornemmelse at styre efter«, siger Per Bjørnsholm.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her