Træk 10 procent fra den første pris, en bolig bliver sat til salg for, så har du den endelige salgspris. Det viser tal fra Realkreditrådet, som nu for første gang offentliggør, hvor meget boliger i snit sættes ned i pris, før de bliver solgt.
»Der er stadig langt mellem køber og sælger«, konstaterer rådet: »Siden krisen har folk ikke villet købe bolig uden afslag. Sådan er det fortsat i det meste af landet, men det er mest markant i de områder, hvor der er flest boliger til salg. Det er især i Syd- og Vestsjælland nu«, siger Jan Knøsgaard, vicedirektør i Realkreditrådet. Er tættere på en normalsituation De nye tal viser, at det samlede prisnedslag på huse var helt oppe på 18 procent i snit i 1. kvartal sidste år.






























