Et er først at finde drømmehuset med den gamle æblehave, de smukke dannebrogsvinduer og den ubetalelige udsigt til en sø. Noget andet er at få finansieringen på plads og vælge det helt rette realkreditlån hos et af de fire store realkreditinstitutter i Danmark - Realkredit Danmark, Nykredit, som også ejer Totalkredit, BRFkredit og Nordea Kredit. Her er det gennem det seneste år blevet markant vanskeligere for forbrugeren at finde og vælge det rette lån til den rette pris. Udover generelt at hæve prisen på bidraget har selskaberne ændret reglerne i et forsøg på at tjene flere penge, men også for at tilpasse priserne til risikoen.
LÆS OGSÅ Realkreditinstitut har lavet nye boligvurderinger uden at fortælle ejerne det
Det er blevet ekstra dyrt at låne til boligen med rentetilpasningslån, afdragsfrihed, eller hvis man har lånt en stor andel af de 80 procent af boligens værdi, det er muligt at finansiere med realkredit.
»Vi har været igennem en finanskrise, og det har presset realkreditinstitutterne til at øge indtjeningen. Og ja, det har gjort det sværere for kunderne at vælge og finde de helt rette lån. Men det var nødvendigt«, erkender direktør i Realkreditforeningen Karsten Beltoft.
Seniorøkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet beklager den store uigennemsigtighed på realkreditmarkedet.
»Det er blevet markant vanskeligere at være kunde hos de danske realkreditinstitutter. Vi har fået et broget marked, og forbrugeren har det ekstremt svært«, siger Morten Bruun Pedersen.
Bidragssatserne stiger
Mest markant er de store stigninger i realkreditinstitutternes bidragssatser - det administrationsgebyr, som man betaler til realkreditinstitutterne for at låne.
Hvor et etårigt rentetilpasningslån uden afdrag hos Realkredit Danmark for to år siden kostede 0,56 procent i bidrag, koster det samme lån i dag 1.05 procent.
Det betyder næsten en fordobling af bidraget fra 5.600 kroner for et lån på en million kroner til et bidrag på 10.500 kroner med de aktuelle priser. Realkredit Danmark er ikke enestående. Alle institutterne har over det seneste år hævet priserne.




























