Et usælgeligt hus, der synker og revner er det synlige bevis i en sag om en byggesagkyndig, der svigtede og hans forsikringsselskab, der nægter at betale.
Efter fire års juridisk tovtrækkeri kan Anders og Brenda Petersen i dag endelig se frem til afslutningen på en sag, der har kostet dyrt både menneskeligt og økonomisk, fortæller DR Sjælland. Parret købte i 2001 et gulstensparcelhus i Næstved på baggrund af en tilstandsrapport, der fastslog at 'ejendommen er i generelt god stand med en pæn vedligeholdelse, enkelte reperationer må påregnes'. Hvad parret ikke vidste, var at den selvsamme bygningssagkyndige, tidligere formand for sammenslutningen af beskikkede byggesagkyndige Niels Christoffersen, 13 måneder tidligere havde lavet en helt anden tilstandsrapport på samme hus. Her er der givet tre gange UN (strengeste karakter på meget vitale dele af huset).


























