Analyseinstituttet Geomatic har kigget lidt nærmere på, hvad det er for typer, der vælger at bosætte sig i det centrale København.
Her er det især typerne 'ung andel' og 'kulturnauterne', der er overrepræsenteret.
De unge bor på Vesterbro og Nørrebro
De unge stadig fylder stadig godt i København, selvom børnefamilier og ældre par, hvor børnene er flyttet hjemmefra, de seneste år i stigende grad har indtaget byen.
Den unge københavner bor ofte på Vesterbro og Nørrebro, hvor der er en overvægt af 'ung andel'.
De kommer rundt i byen på cykel, mange er medlem af en humanitær organisation, og selvom de økonomisk ikke er ved muffen, har de udsigt til, at det vil ændre sig, når de får gang i karrieren og SU’en skiftes ud med en fast indtægt. De inviterer gerne vennerne på middag, og menuen vil ofte være sund og økologisk. Der glade for elektronisk musik, og er i det hele taget meget digitale. Hver tiende forsøger endda at finde livsledsageren - eller i hvert fald den næste kæreste - på nettet.
Aviser på print er noget, de lader forældre og bedsteforældre om. Sniger der sig en papiravis ind, er det typisk MetroExpress.
De kulturelle bor i Indre By og på Christianshavn
I en anden del af det centrale København, i Indre By, på Christianshavn og på Holmen er det de såkaldte »kulturnauter«, der er i flertal. De er storforbrugere af byens kulturelle tilbud, er vilde med jazz, har en velpolstret bankbog og spiser helst økologisk.
Mange har en lang videregående uddannelse bag sig, og de er meget globalt orienterede.
De Radikale er denne types foretrukne parti. Hver fjerde satte således krydset ved B ved det seneste folkefingsvalg, men også De Konservative, Liberal Alliance og Enhedslisten har godt fat i denne gruppe.
Selvom denne gruppe er digital, abonnerer en del af dem også på en avis - og her er Berlingske Tidende og Politiken de foretrukne.
fortsæt med at læse




























