Pensionister forvandler Odsherred til vækstkommune

Sommerhus. 71-årige Kurt Pedersen og 65-årige Kirsten Pedersen boede i parcelhus i Ringsted i 26 år, før de flyttede permanent til deres sommerhus i Odsherred.
Sommerhus. 71-årige Kurt Pedersen og 65-årige Kirsten Pedersen boede i parcelhus i Ringsted i 26 år, før de flyttede permanent til deres sommerhus i Odsherred.
Lyt til artiklen

Lysene er tændt i stadig flere sommerhuse om vinteren i Odsherred Kommune. Omkring 2.000 ældre har nu tilladelse til at bo hele året i deres fritidshus i kommunen. Det har været med til at øge befolkningstallet i det nordvestlige hjørne af Sjælland for andet år i træk.

Odsherred er Danmarks største sommerhuskommune med omkring 26.000 fritidshuse, og det er muligt for pensionister at bo permanent i deres sommerhus, hvis de har ejet huset i mindst otte år.

På fire år frem til udgangen af 2014 steg det samlede antal tilladelser til at bo året rundt i sommerhuset i Odsherred med omkring 250.

Nu slår boligpriser i København rekord, men ny boble er ikke på vej

I andre kommuner opfattes ældre ellers ofte som en økonomisk byrde. Men borgmester Thomas Adelskov (S) hilser de mange pensionister velkommen.

Her opfattes tilflytterne som det grå guld og er blevet en del af kommunens udviklingsplan frem til 2025.

Kan virke provokerende

Kommunen vil endda gerne tiltrække flere pensionister. Det fremhæves i planen, at de ældre tilflyttere til kommunen er »relativt velstillede«, og at deres forbrug i kommunen kan være et lokomotiv for flere job i området.

»Det har virket provokerende på mange, at kommunen nu også satser på ældre tilflyttere. Men vi udnytter i alt for ringe grad, at mange sommerhusejere opfatter sig som borgere i Odsherred, og de udgør et stort potentiale. Både som købekraft og som en ressource i kommunens sociale liv«, siger Thomas Adelskov.

Boligsalget har haft en usædvanlig god måned

Borgmesteren understreger, at sommerhusejerne er en stor indtægt for kommunen. Så når de får fast adresse og bor hele året i kommunen, er det et økonomisk boost til området.

»Vi fik lavet en detailhandelsanalyse i 2013, som viste, at beboerne i et sommerhus lægger lige så mange penge i detailhandlen i Odsherred som én borger. Det svarer til, at vi i økonomisk forstand har 26.000 ekstra indbyggere i kommunen. Så når du tager til Nykøbing Sjælland og Asnæs, er der væsentlig flere butikker, end du ellers vil se i byer af den størrelse«.

For kun få år siden var den trængte kommune under økonomisk administration af staten, men i 2012 blev kommunen igen herrer i eget hus.

Og efter flere års faldende befolkningstal har Odsherred vendt kurven og er vokset de seneste to år. Alene i 2014 steg befolkningen med 131 borgere, så der 1. januar 2015 boede 32.665 i kommunen.

Sker over hele landet

De mange ældre helårsbeboere i sommerhuse er da også en landsdækkende tendens.

Alene i 2013 flyttede 2.000 ældre i sommerhus over hele landet, og kurven har været støt stigende. Især de seneste ti år.

Næsten 25.000 ældre bor i dag fast i deres sommerhus, fastslår en analyse fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.

De dyre områder bliver dyrere

Befolkningen i Odsherred er allerede i dag væsentlig ældre end på landsplan. I gennemsnit er den seks år ældre end landsgennemsnittet på 40,9 år.

Det ventes endda, at antallet af ældre i alderen 65-79 år stiger med 16 procent i kommunen frem til 2025.

Thomas Adelskov har et bud på, hvorfor netop Odsherred tiltrækker pensionister fra København med penge på lommen.

»Der er stor forskel på sommerhusområderne i Odsherred og Nordsjælland. Vores analyser viser, at Nordsjælland betragtes som prydhaven, hvor man kommer op, tager sejlerskoene på og slænger kluden om halsen for at blive set. Odsherred er baghaven, hvor man kan gå i joggingbukser, selv om man har en travl hverdag og en høj stilling i København. Når folk bliver pensionister, søger de det afslappede og flytter til Odsherred«, mener borgmesteren.

Lars Halskov

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her