Københavns Kommune bliver bestormet af borgere, der vil have hjælp til at finde et sted at bo. Hver dag får socialcentret i Matthæusgade på Vesterbro 200 henvendelser fra personer, der er på jagt efter en lejebolig. Dermed handler to ud af tre henvendelser om at få husly.
De boligsøgende skriver mail, ringer eller møder personligt op og taler deres sag. Nogle er blevet smidt ud hjemmmefra, andre er blevet skilt, og så er der alle dem, der skal studere i hovedstaden. Fælles for dem er, at de akut mangler tag over hovedet og har opgivet selv at finde noget. De ser ingen andre udveje end at spørge kommunen om hjælp.




























