I løbet af året vil skattevæsenet vurdere værdien af over 1,5 millioner boliger rundt om i landet. Men Bygnings- og Boligregisteret (BBR), der er grundlag for vurderingerne, ser ud til at være fuld af fejl.
Det skriver DR.
Mediet har talt med en række beskikkede landinspektører, som blandt andet står for at opmåle ejendomme.
Blandt dem er Kristian Baatrup, der er partner i landinspektørfirmaet Skel.dk.
»Vores arbejde er typisk at lave tilstandsrapporter og energirapporter i forbindelse med ejendomshandler, og dér oplever vi et ret stort væld af fejl og mangler«.
»Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen«, siger han til DR.
Minister kan ikke genkende problem
58 procent af de adspurgte landinspektørvirksomheder er enten »uenige« eller »meget uenige« i, at man kan stole på de oplysninger, der står i registeret.
I løbet af 2022 sendte Vurderingsstyrelsen i omegnen af 146.000 nye ejendomsvurderinger ud.
Skal skattevæsenet opfylde sit mål om at opkræve nye skatter i løbet af 2024, skal 1,5 millioner boliger have ny vurdering i løbet af i år.
Det er altid boligejerens ansvar at sørge for, at oplysningerne i BBR er korrekte.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) kan ikke genkende billedet af, at BBR skulle være fyldt med fejl.
»Vi har sendt i omegnen af 150.000 deklarationer ud. Vi har fået utroligt få tilbagemeldinger på det, og derfor kan vi ikke genkende det billede«, siger han.
ritzau
fortsæt med at læse




























