Chefen, der råbte hende ind i hovedet hver dag. Ryggen, der værkede mere og mere. Den dejlige have, hun sådan havde ønsket sig, men som nu lå som en brakmark over hendes dårlige samvittighed, fordi hun bare ikke magtede den længere. Hovedet, der en dag eksploderede. Eller sådan føltes det i hvert fald for Lone Bach.
»Det var et totalt psykisk sammenbrud. Jeg blev indlagt, og de fandt ud af,at jeg har gået med en brækket ryg i 41 år uden at få nogen behandling for det. Mit arbejdsliv var slut og udsigterne så mørke ud«.




























