På en farm i Tjele ved Viborg i Midtjylland skal Anders Christensen til at fodre sine mink.
For elleve år siden valgte han at skifte branche fra mælkeproduktion til minkavl - et valg han ikke har fortrudt. Tværtimod.
»Det er væsentligt sjovere at arbejde med mink end med køer«, siger han. Og udviklingen for hans forretning giver da også grund til glæde. Siden begyndelsen har han tredoblet produktionen.
»Og kan jeg få lov, vil jeg gerne blive endnu større«, siger den 44-årige minkavler.
Netop pels og især mink udgjorde sidste år knap en fjerdedel af den samlede danske eksport til Kina og Hong Kong, som tal fra Danmarks Statistik samlet sender på nordgående kurs i dag: I marts steg den samlede eksport med 7,1 procent sammenlignet med måneden før, mens den gennem det seneste kvartal er steget med næsten 6 procent sammenlignet med 1. kvartal sidste år.
»Det er en ret markant stigning for marts og en rigtig god nyhed for den danske eksport«, siger Allan Sørensen, som er chefkonsulent for Dansk Industri.
Han ser positive tegn i, at eksportstigningen er bredt fordelt for varegrupper og ikke er funderet i udsving i oliepriser eller markante enkeltstående vareordrer.
»Så forhåbentlig kan det bære ved og fortsætte«, siger Allan Sørensen, som særligt peger på, at det generelt går bedre på det europæiske eksportmarked, og at Den Europæiske Centralbanks, ECB's, lempelser har svækket euroen og dermed den danske krone, så de danske varer er blevet billigere for udlandet.
Maskiner og medicin rykker
Især er det dog USA og Kina, der tager godt fra. Eksporten til amerikanerne og kineserne er steget med henholdsvis 20,9 procent og 14,1 procent i første kvartal af 2015 sammenlignet med kvartalet før. Desuden er dollaren steget markant i de senere år, og da Kina følger dollarkursen giver valutasituationen også medvind på det kinesiske marked.
Nu tjener vi jo penge. Det gjorde vi ikke før. Og det er da sjovere at være med, når man har et pænt overskud
Allan Sørensen peger på, at der stadig er potentiale for dansk eksportvækst i USA, hvor det primært er medicin, der er den helt store sællert: 43 procent af den samlede eksport til USA er medicin, og det er også den varegruppe, der er steget mest, mens maskiner og instrumenter som vindmøller og høreapparater ligger på andenpladsen med 26 procent.
I Kina fordeler tallene sig anderledes. Her ligger maskiner og instrumenter på førstepladsen med knap 32 procent, mens medicin kommer ind på en andenplads med 26 procent.
På en fjerdeplads kommer fødevarergruppen som 'spiseligt slagteaffald' eksempelvis griseører.
Minkavler: Sjovere at være med
Og indimellem, som den tredjemest solgte eksportvare, kommer så pels, særligt mink.
Slår man Kina og Hong Kong sammen, udgjorde pels 38 procent af den samlede danske eksport i 2013, mens priserne og dermed andelen i 2014 faldt til 23 procent, da eksporttallene opgøres i kroner og ører og ikke i mængder. Ser man den danske pelseksport i globalt perspektiv udgjorde den 1,3 procent af den samlede eksport på verdensplan i 2014.
I Tjele hos Anders Christensen kan han godt mærke, at markedet ser bedre ud for minkavlerne. Han har ikke sit eget pelseri, men får sine dyr pelset, inden de sendes på auktion i København, hvor de sælges til hele verden, særligt Kina.
»Nu tjener vi jo penge. Det gjorde vi ikke før. Og det er da sjovere at være med, når man har et pænt overskud«, siger Anders Christensen.
fortsæt med at læse




























