Nervepirrende møder har de seneste år været en lidt for stor del af kalenderen for de europæiske stats- og regeringschefer, der gang på gang har de måttet tage hånd om den nødlidende banksektor, som har kastet hele stater ud i et morads af negativ vækst, gældsbyrder og arbejdsløshed.
Nu skal ikke mindst den nye bankunion i eurozonen være med til at dæmme op for den slags omfattende kriser ved hjælp af nye fælles regler, der blandt andet betyder, at det fremover skal være banksektoren selv, der holder for, hvis en bank krakker – ikke de skatteyderfinansierede statskasser.




























