Ensom skuer han ud i solnedgangens aftenrøde horisont efter fjenden. Med ryggen så rank som et boretårn venter den amerikanske guldgraver ved siden af sine rigdomme på angrebet et sted ude fra den støvede prærie. Men ingen pil fra indianerens bue får manden med hatten til at hive sin seksløber op, mens en mundharpe med et melodisk hvæs tværer melank olien frem. For i den moderne version af en krig så klassisk som figurerne i en mørnet western er det atter amerikanerne mod araberne i den kamp om det sorte guld, olien, som begge parter risikerer at glide i.
Vore dages krigsførelse foregår på bonede gulve i fine bygninger af glas og beton, børserne, hvor prisen på olie siden i sommer er faldet med hele 30 procent. Af den simple årsag, at der findes og produceres for meget olie i verden. Hvem der ender som vindere og tabere i det højspændte spil om olien, der er lige til manuskriptet til en tv-serie som ’Homeland’, er til gengæld lige så uforudsigeligt som selve olieprisen. Det eneste, der synes sikkert, er, at der med brug af titlen på amerikanske Paul Thomas Andersons film om en forbitret olieproducent vil flyde blod – ’There will be Blood’.




























