Umiddelbart kunne det ligne en tanke.
For en uge siden besluttede den norske højrefløjsregering at flytte definitionen af den såkaldte iskant – det omtrentlige sted, hvor åbent hav møder den arktiske is – omtrent 70 kilometer mod nord.
Dermed blev nye områder frigivet til olieefterforskning: De var ellers vurderet som for farlige, fordi de ligger tæt på iskanten.
Få timer senere indkaldte regeringen til en ny auktion over olielicenser i Barentshavet nord for Norge. Herunder de områder, der før var omfattet af forbuddet, men som nu vurderes som sikre.
Pludselig er ’iskant’ blevet et af de varmeste ord i norsk politik. Miljøorganisationer skælder ud over det, der bliver set som et knæfald for olieindustrien, og centrale støttepartier truer med at svigte regeringen.
Gyldent håb
Imens ser olieindustrien bekymret til. For selv om oliepriserne lige nu er lave, er Barentshavet stadig et stort gyldent håb for nye kæmpe olie- og gasfund.
»Hvis der i dag skal gøres store olie- og gasfund noget sted i Europa, bliver det i Barentshavet. Det er det eneste sted, hvor prognoserne er gode«, siger Kjell Giæver, der er direktør for den norske brancheorganisation Petro Arctic.
Ser man på et kort, er det kun et lille hjørne af det store licensområde, der er omfattet af, at iskanten er flyttet mod nord. Nogle områder har endda allerede været i udbud tidligere.
Analyse: Olielande producerer løs, inden alternativ energi tager overMen det skal man ikke lade sig snyde af, siger han: Det er de nye områder mod nordøst, der er nogle af de mest interessante:
»Offshoreefterforskning er kostbar, og det er vigtigt at koncentrere sig om de områder, hvor der er størst sandsynlighed for gevinst. Og i netop det hjørne er der en geologisk formation på havbunden, hvor man mener, at der er større sandsynlighed for at finde olie og gas«, siger han.
Den nye auktion over olielicenser er et tegn på, at Norge trods de laveste oliepriser i seks år stadig satser på olie. Normalt er det ikke en politisk kurs, der giver de store problemer. Men det gør den nu.
For iskanten er ikke blot et videnskabeligt udtryk for den linje, hvor chancen for at se havis i april er større end 30 procent. En linje, der naturligvis ikke ligger fast, men flytter sig fra år til år og i princippet fra dag til dag. Det er også en skillelinje mellem to af Norges store politiske mål: klima og energi.
Tilhængerne: Bor løs
Norge regeres af en mindretalsregering bestående af to højrefløjspartier, Høyre og Fremskrittspartiet.
Det var en klimaminister fra Høyre, der godkendte nye data fra Norsk Polarinstitut om iskanten, og en kollega fra Fremskrittspartiet, der straks annoncerede auktionen.
»Dette er en milepæl i norsk oliepolitisk historie«, sagde olie- og energiminister Tord Lien i tirsdags, da han besøgte en stor konference for olieindustrien i den sydlige by Sandefjord.
På konferencen blev nyheden modtaget med begejstring.
»Det er utrolig glædeligt og en mulighed, vi skal tage godt hånd om. Vi glæder os til at starte arbejdet, og vi anser det for vigtigt i den situation, vi er i nu«, sagde Statoils konstituerede koncernchef, Eldar Sætre, ifølge Dagens Næringsliv.
Lav oliepris slår hul på 84 milliarder i Norges budgetNogenlunde samtidig var en anden konference i gang i den modsatte ende af landet, da Arctic Frontiers udspillede sig i Tromsø. Her var entusiasmen lige så tydelig, da statsminister Erna Solberg fra Høyre mødte journalister:
»Olie og gas vil i fremtiden bidrage mindre til vores vækst. Men oliens tidsalder er på ingen måde forbi, og nu flyttes endnu mere olieaktivitet nordpå«.
Den officielle definition af iskanten bygger på tal fra det ansete Norsk Polarinstitut i Tromsø. Instituttet leverer dog kun data til politikerne, der så vurderer, hvor iskanten skal gå.
Modstanderne: Det går ikke
På et spørgsmål fra journalister om, hvorvidt det var en politisk forsvarlig beslutning at rykke iskanten nordpå, svarede Erna Solberg lakonisk, at det var en naturlig følge af klimaforandringerne:
»Iskanten har flyttet sig selv«.
Flere miljøorganisationer har anklaget regeringen for at sælge ud af miljøhensynene med den nye iskant. Det kunne man se på konferencen i Tromsø, hvor Erna Solberg blev modtaget af en gruppe aktivister, der bar et banner med påskriften: ’Fuck the pole ice?’. Statsministeren gik dog videre uden at snakke med dem.
I flere taler påpegede miljøfolk, at det ikke hænger sammen med de globale klimamål, at der skal ledes efter nye oliekilder – og da slet ikke i det særligt følsomme arktiske miljø.
»Med de oliepriser, vi ser i dag, bliver de fleste arktiske projekter ikke rentable. Og det omfatter de projekter, man ser i Barentshavet«, sagde Samantha Smith, leder af WWF’s globale klima- og energiinitiativ.
Oliepris i frit fald kan sende norsk økonomi i recessionBekymringen kunne mærkes inde i Stortinget, hvor regeringens to støttepartier, Venstre og Kristelig Folkeparti, nu begge truer med at svigte regeringen i spørgsmålet om iskanten og stramme reglerne i Arktis.
»Hvis oliebranchen tror, at det her bliver lige ud ad landevejen, bliver den skuffet. Det her er oversolgt«, sagde Venstres leder, Trine Skei Grande, i sidste uge til norske medier.
Kristelig Folkeparti og Venstre underskrev i 2013 en aftale med regeringen. Heri hed det, at nye olieområder ikke må være i konflikt med iskanten. De føler sig nu overrumplet af den politiske manøvre.
Det efterlader regeringen med et håb om at overbevise sine traditionelle fjender i Arbeiderpartiet. Partiet er tilhængere af olieindustrien, men flere norske medier har meldt om murren i baglandet, og partiets støtte er langtfra givet.
Lave priser varer næppe evigt
Hvis regeringen underkendes i Stortinget, kan det skabe tvivl om Norge som investeringsland, siger Kjell Giæver fra Petro Arctic.
»Vi stoler på, at de ansvarlige partier følger hovedlinjerne i norsk politik. Dette er Norges vigtigste erhverv, og det er helt afhængigt af langsigtede og forudsigelige rammebetingelser«, siger han.
Det kan lyde mærkeligt, at olieselskaberne overhovedet er interesserede i nye dyre arktiske oliefelter i en tid, hvor olieprisen ligger under 50 dollars (330 kr.) per tønde. Men flere analytikere påpeger, at prisen næppe vil holde sig så lav.
»Ingen olie- eller gasproducent kan tillade sig at sige nej til det norske Arktis, især fordi olieprisen inden for 10 år utvivlsomt vil vende tilbage til 90-100 dollars. Alle, der siger, at arktisk olie er død og borte, er enten kortsigtede analytikere, ønsketænkende aktivister eller grønne investorer, der har væddet mod olieindustrien«, siger franskmanden Mikå Mered, der er indehaver af analysebureauet Polarisk.
Ifølge Petro Arctic kan olie fra Barentshavet være rentabel at udvinde ved priser helt ned til priser mellem 50 og 90 dollars per tønde. Andre analytikere mener, at prisen skal være over 100 dollars.
fortsæt med at læse
