Direktørerne for det statsejede franske selskab Areva har dybe rynker i panden, når de i dag afleverer 2014-regnskabet for selskabet, der bygger atomkraftværker rundt omkring i verden, og som også udnytter uranminer og behandler atomaffald. Underskuddet er på 30 mia. kr.
Det er slemt nok, men en ulykke kommer sjældent alene. I disse dage ligger et af Frankrigs ældste atomkraftværker, Fessenheim i Alsace, helt stille. Den ene af de to reaktorer er til planmæssigt ’serviceeftersyn’. Den anden blev derimod stoppet lørdag aften, da personalet opdagede en læk i et rør i atomkraftværkets maskinhal.




























