26-årig står til at score kassen, når Snapchat går på børsen i dag

Lyt til artiklen

Gennem de seneste 20 år har en af de sikreste veje til at blive dollarmilliardær været at opbygge et dominerende tech-firma og derefter lade det børsnotere. Den metode har ført til Google-milliardærer, Facebook-milliardærer og en hel klasse af it-folk, der ’kun’ kan kalde sig mangemillionærer.

Når Snap, moderselskabet bag det sociale medie Snapchat, efter planen går på børsen i dag, bliver endnu et kuld tech-iværksættere og investorer forgyldt. Men hvem er de personer, der får de største økonomiske fordele ud af børsnoteringen?

Det kan man få et indblik i ved at studere det børsprospekt, som selskabet tidligere på måneden fremlagde. Her afsløres det, hvilke enkeltpersoner og investorer, der har mest at vinde ved en vellykket børsnotering. Vi har regnet på værdien af deres aktiebeholdninger ud fra den anslåede værdi af en Snap-aktie ved udgangen af 2016 – da var aktien værdisat til 16.33 dollars.

Snapchat søger milliarder i børsnotering

Her er de største vindere, når selskabet bag Snapchat går på børsen.

Evan Spiegel

26-årige Evan Spiegel stiftede i sin tid selskabet, og han i dag topchef og bestyrelsesmedlem. Ifølge prospektet ejer han 227 millioner aktier i selskabet. Ved årets udgang var den beholdning 3,7 milliarder dollars værd. Det svarer til godt 26 milliarder kroner. Hans lønpakke er i øvrigt heller ikke dårlig. I 2016 fik han 18 millioner kroner, herunder en grundløn på 3,5 millioner kroner, en bonus på 7 millioner kroner og 6,5 millioner kroner i øvrige vederlag. Heraf gik 6,3 millioner kroner til at dække hans budget til livvagter og anden personlig sikkerhed.

Bobby Murphy

28-årige Bobby Murphy var med til at stifte Snapchat, mens han og Evan Spiegel var logebrødre i en af studenterforeningerne på Stanford University. Bobby Murphy er i dag teknisk direktør i Snap og medlem af bestyrelsen. Ligesom Evan Spiegel ejer han 227 millioner aktier, der ved årets udgang var 26 milliarder kroner værd.

Imran Khan

39-årige Imran Khan, en tidligere bankmand, er i dag strategisk direktør i Snap. Han ligger inde med 2,8 millioner Snap-aktier til en værdi af 324 millioner kroner.

I 2016 fik Imran Khan en løn på 1,7 millioner kroner og en bonus på 37 millioner kroner.

Timothy Sehn

36-årige Timothy Sehn er næstformand for bestyrelsen med ansvar for teknologi. Han ejer næsten 7 millioner Snap-aktier til en værdi af 775 millioner kroner.

Han fik en løn på 2,8 millioner kroner i 2016 og en bonus på 7 millioner kroner. Han fik desuden en aktiepakke til en værdi af 280 millioner kroner.

Snapchat vil sende dig reklamer for ting, du lige har taget et foto af

Michael Lynton

57-årige Michael Lynton, tidligere topchef for Sonys underholdningsdivision har længe fungeret som mentor for Evan Spiegel. Han meddelte i sidste måned, at han forlader Sony for at koncentrere sig om at være leder og bestyrelsesformand i Snap. Michael Lynton ejer 3 millioner Snap-aktier, der ved udgangen af 2016 var 347 millioner kroner værd.

Benchmark

Kapitalfonden Benchmark, der har specialiseret sig i Silicon Valley-projekter, investerede i Snap i 2013, da selskabet stadig var kendt som Snapchat og havde en anslået markedsværdi på knap en halv milliard kroner. Investeringen blev foretaget af Mitch Lasky, der er partner Benchmark og bestyrelsesformand i Snap. Ifølge Snaps børsprospekt har Benchmark 131,6 millioner aktier i selskabet. Værdi: 14,8 milliarder kroner.

Lightspeed Venture Partners

Lightspeed var den første kapitalfond, der investerede i Snap tilbage i 2012, allerede året efter, at selskabet blev stiftet. Det var Jeremy Liew, der stod for investeringen på vegne af Lightspeed, der har 86,6 millioner aktier i Snap. Ifølge den anslåede pris ved udgangen af 2016 er denne aktiepost 9,9 milliarder kroner værd.

okon@pol.dk

Oversættelse: Tonny Pedersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her