Forbrugerne vurderer, at den økonomiske situation i Danmark er dårligere på nuværende tidspunkt end for et år siden.
Det viser indikatoren for forbrugertillid, som udgives af Danmarks Statistik.
Samtidig forventer forbrugerne, at Danmarks økonomiske situation om et år vil være dårligere end den er i dag.
Den samlede forbrugertillidsindikator, som både måler synet på Danmarks og familiens nuværende og fremtidige økonomi, ligger i april på minus 18,6.
Det er et fald fra marts og lavere end gennemsnittet de seneste seks måneder.
Brian Friis Helmer, som er privatøkonom i AL Sydbank, skal ikke lede længe for at finde en mulig forklaring på det dalende forbrugerhumør.
»Krigen i Mellemøsten har sendt usikkerheden i vejret, og blandt andet betydet højere priser på brændstof, naturgas og lidt højere renter, skriver han i en kommentar.
Forbrugertilliden måles ved at spørge et repræsentativt udsnit af Danmarks befolkning til deres vurdering af dansk økonomi og forbrugernes egen økonomi nu sammenlignet med for et år siden.
Der spørges også til forventningerne til det kommende år.
Her kan forbrugerne svare på en skala fra meget positiv til meget negativ.
Det omregnes til en talværdi, så de mest positive svar får en værdi på 100, mens de mest negative svar får en værdi på minus 100.
ritzau


























