Kørselsfradraget stiger i 2026, men pendlere skal selv opdatere forskudsopgørelsen, hvis de vil have glæde af de højere satser på den kommende lønseddel.
Ifølge Skattestyrelsen er fristen mandag den 20. juli, hvis man vil have de forhøjede satser med på juli-lønnen.
Det fremgår af Skattestyrelsens hjemmeside.
Rettes forskudsopgørelsen efter mandag og før 21. august, vil fradraget som udgangspunkt først komme med på august-lønnen.
Datoerne er dog vejledende, da det afhænger af den enkeltes arbejdsgiver.
Også pendlere, der allerede har registreret deres kørselsfradrag før 9. juli, skal opdatere forskudsopgørelsen igen for at få de nye satser med i den løbende skat for 2026.
Med forhøjelsen stiger den almindelige sats for kørselsfradrag med 89 øre per kilometer.
For pendlere med mere end 120 kilometers daglig transport hæves satsen dog kun med 45 øre per kilometer.
Pendlere i landets yderkommuner får desuden hævet satsen med 98 øre per kilometer.
Det forhøjede kørselsfradrag gælder med tilbagevirkende kraft for hele 2026.
ritzau