Er du kvinde, kan du se frem til flere år med færre penge, når du går på pension, end din mandlige kollega. Og på fem år er forskellen blevet større.
Det viser en ny analyse fra ATP, som har set på tallene for danskernes pensionsindbetalinger.
Af dem fremgår det, at for hver gang en kvinde i 2006 indbetalte 100 kroner på sin pensionsordning, satte en mand 170 kroner ind på sin opsparing. Det er 20 kroner mere end i 2001, hvor manden satte 150 kroner ind, for hver gang kvinden sparede 100 kroner op.




























