Man kan forståeligt nok være rasende, hvis man under krisen har tabt 200.000 kroner på en investering, som ens bankrådgiver anbefalede. Men for bankrådgiveren kan situationen også være et helvede.
Rådgivere landet over lider nu under de mange skandalesager, som dukker frem under krisen, fortæller de bankansattes fagforening, Finansforbundet.
»Vi har et bagland, hvor vi hører fra, at nogle virkelig har det skidt. Når en bankrådgiver oplever, at en kunde, som han eller hun har haft gennem mange år, har tabt store beløb og bebrejder rådgiveren, så er det heller ikke skægt for rådgiveren. Selv om rådgiveren blot har handlet ud fra de fejlagtige oplysninger, som bankens ledelse gav ham eller hende, er det alligevel ofte rådgiveren, som vreden rammer«, siger næstformand Michael Budolfsen fra Finansforbundet.




























