Selv om Danmarks økonomi styrtdykker, og bankerne er stramme i betrækket, låner danskerne stadig flere penge.
Mens firmaer tøver med at bede om lån, holder privatkunderne sig ikke tilbage.
Banker og realkreditinstitutter oplever generelt en stigende efterspørgsel på lån fra deres kunder, og kun i de største banker registrerer man et lille fald i efterspørgslen fra eksisterende kunder. Det viser nye tal fra Nationalbankens udlånsundersøgelse, som gør status over årets tredje kvartal.
Hvad låner de til?
Udviklingen er højst overraskende, vurderer Danske Banks eksperter.
»Spørgsmålet er, hvad de låner penge til, for folk har generelt langt flere penge til rådighed og bruger langt færre penge nu end tidligere«, siger privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank.
Han peger på, at skattelettelser, SP-udbetalinger, lav inflation og billige flekslån gør, at de fleste danskere har flere penge mellem hænderne, når regningerne er betalt, end de havde for et år siden.
Samtidig holder folk generelt mere på pengene nu, afslører tal på alt fra tøjsalg til hushandel, så det er umiddelbart en gåde, hvad folk bruger pengene til, mener Danske Banks ekspert. Beskeden vækst i forhold til jubelårene
Selv om danskerne stadig låner mere, er stigningen dog beskeden i forhold til den enorme vækst i lånene, der har været i de foregående år.
»Men set i sammenhæng med at væksten i landets samlede økonomi er faldet betydeligt det seneste år, er det opsigtsvækkende, at udlånet til private ikke falder«, siger Las Olsen.
Privatkundernes svagt stigende efterspørgsel på lån skyldes ikke, at banker og realkreditinstitutter har løsnet op for lånene i den senere tid, for generelt har de hverken strammet eller lempet deres kreditpolitik over de seneste tre måneder, viser Nationalbankens undersøgelse. Det sker, efter at banker og realkreditinstitutter i sidste del af 2008 og i første del af 2009 strammede voldsomt op. Firmaer låner mindre Mens privatkunderne altså gerne vil låne mere, melder bankerne om faldende efterspørgsel fra erhvervskunderne. Det viser, at erhvervslivet stadig kigger langt efter gode tider, vurderer Las Olsen. »Det tyder på, at virksomhederne fortsat holder igen med investeringerne, også selv om de har adgang til lån. Formentlig vil det ændre sig, i takt med at den globale økonomi vender og skaber efterspørgsel på danske varer, men vi er langt fra, at investeringerne kan drive et nyt opsving i gang«, siger Las Olsen. Hovedårsagen til, at banker og realkreditinstitutter gjorde det markant sværere at låne penge for både privat- og erhvervskunder i 4. kvartal 2008 og 1. kvartal 2009, var, at kundernes egen økonomiske situation blev dårligere, viser Nationalbankens undersøgelse.




























