Vi ved det godt. Det er tid til at spænde livremmen ind, hive pengekatten frem og gå i små sko. For spares, det skal der, i disse finanskrisetider.
Men kan man gøre det uden at ende som en gnier, der kun køber en omgang til sig selv og vender hver en femogtyveøre (hvis de altså stadig fandtes). Er det muligt at bevare sin charme, når man lusker rundt som pantsamler under naboens hæk eller sidder derhjemme med fingervanter på, fordi man har sparet varmen væk? Med andre ord: Kan det lade sig gøre at spare med stil? Ja, mener modeskribent, forfatter og livsstilsekspert Mads Christensen. Faktisk kunne timingen ikke være bedre, når nu der skal spares, siger han:
Jo flere penge, jo mindre stil har du
»I vores samtid bliver overflod og ødselhed i stigende grad opfattet som stilløst. Man ser det udstillet i sin rene form via de nyrige russere, som i deres febrilske søgen efter global anerkendelse og personlig tilfredsstillelse kaster sig over alle de klassiske stilelementer og spolerer dem fuldstændig. Der får vi belyst på en næsten matematisk formel, at jo flere penge du har, desto mindre stil har du også«, siger Mads Christensen.
»I stedet for at købe én flaske champagne, køber de 100 og får dem kørt ind på en sækkevogn. I stedet for én Louis Vuitton-taske køber de 1.000, og får dem rullet i diamanter, og så har de alle sammen 10 perlemorsfarvede Lamborghinier. Det er jo perverst. I Kina sker der det samme. Men den brovtende adfærd er altså det modsatte af stilfuld. Så spar du bare løs. Det er indbegrebet af god stil«, siger han.




























