Slut med overtræk og grimme breve fra banken.
Mange danskere dropper nu dankortet til fordel for nye betalingskort, hvor man ikke kan hæve mere, end der står på kontoen. Selv om kortene oprindelig blev markedsført til unge under 18 år, bliver de nu hastigt udbredt blandt voksne.
Udviklingen går så stærkt blandt bankkunder over 18 år, at stigningen i antallet af de nye kort er dobbelt så stor som på alle andre kort. Det oplyser Nordea.
Danske Bank skifter kunderne automatisk
Danske Bank oplever samme udvikling, og her er stigningen endnu større. Det skyldes blandt andet, at banken nu systematisk skifter kunder med overforbrug over på de nye kort, der oftest hedder Visa Electron eller Mastercard Direct.
»Når vi har kunder, som igennem noget tid har haft overtræk på overtræk, så kalder vi dem ind til en samtale, hvor de kommer over på et Mastercard Direct. På den måde havner de ikke i samme situation igen«, siger Jonas Sunn Torp, kundetilfredshedschef i Danske Bank.
LÆS OGSÅ
I Danske Bank har man været bekymret for, hvordan voksne kunder ville reagere på at skulle have disse kort i stedet for dankort, men kunderne tager det oftest meget positivt, fortæller Jonas Sunn Torp.
En lettelse at få kort med loft
»Jeg troede, at kunderne ville føle, at vi bragte dem i en dårlig situation, men når jeg mødes med kunderne, viser det sig faktisk, at mange af dem bliver lettet over at få det nye kort. De har typisk ikke kunnet overskue deres forbrug og har af samme årsag frygtet breve fra banken. De kan godt lide, at der nu kommer styr på forbruget«, siger Jonas Sunn Torp.
Han ser de nye kort som et fremskridt for forbrugerne.
»I gamle dage klippede man folks dankort, hvis de ikke kunne styre det, og så kunne de kun få et hævekort. Nu har vi nogle kort, som kan meget af det samme som et Visa-dankort, man kan bare ikke trække over«, siger Jonas Sunn Torp.
Mange kunder beder selv om kortet
En anden årsag til den store stigning er, at mange kunder selv kommer og beder om at få det nye kort.
»Masser af kunder vil have det, fordi de simpelthen bare godt kan lide, at de ikke kan trække over. Det skyldes helt sikkert, at vi er inde i en tid, hvor der er fokus på krise. Når der er medvind på cykelstierne og alt blomstrer, så tænker folk ikke i disse baner«, siger Jonas Sunn Torp.
Hos Nordea ser man stigningen i de nye kort som et led i, at kunderne nu opsøger det trygge og sikre.
»Vi har samtidig kunnet mærke, at efterspørgslen på forbrugslån er mindre, end den plejer. Krisen og den stigende arbejdsløshed får folk til at være mere forsigtige, og det betyder også, at flere gerne vil have tjek på deres økonomi«, siger privatkundechef Ken Adrian fra Nordea.
Nyt kort designet til voksne
For at imødekomme de mange nye voksne kunder omdanner Visa nu Visa Electron til et kort kaldet Visa X2X. Årsagen er, at mange ikke ønsker et kort, som opfattes som et ungdomskort.
»Med det nye kort opdager de andre i supermarkedskøen ikke, at man har et kort, hvor der er loft over, hvor meget der kan hæves. Man behøver dermed ikke at skamme sig over, at man har et særligt kort, for ingen kan se forskellen«, siger Preben Bergholdt, landeansvarlig i Visa.
Eneste forskel på X2X og et traditionelt Visakort er, at tal og bogstaver ikke er præget ind i kortet. Det sikrer mod, at kortet bliver brugt i en mekanisk fluesmækker, som ikke er online og derfor ikke tjekker, om der er penge nok på kortet.
Visa: Nye kort vil erstatte dankort
Udviklingen i retning af, at folk skifter til de nye kort, er så voldsom, at Visa regner med, at de om få år vil være mere udbredt end traditionelle kort.
»Det går så hurtigt nu, at den her korttype om kort tid vil blive den mest udbredte i Europa«, siger Preben Bergholdt.
Kort som Visa X2X sikrer ikke kun mod overtræk, men holder også svindlere væk, påpeger Preben Bergholdt.
»Kortsvindel er et kæmpeproblem i nogle lande. Men det er ikke sjovt for svindlerne at få fat i et af de her kort, for de kan jo kun hæve, hvad der står på kontoen. Det er en fordel for både kunderne, bankerne og kortudbyderne«, siger Preben Bergholdt.
Efterhånden som de fleste butikker tager imod de nye kort, bliver der til sidst ingen grund for forbrugerne til at have de traditionelle kort, mener Bergholdt.
»Den eneste forskel på korttyperne bliver til sidst muligheden for at trække over, og et overtræk er udelukkende en ulempe«, siger Preben Bergholdt.
fortsæt med at læse






























