Kun en ud af 20 medarbejdere vil fremover opleve, at arbejdsgiveren tjekker alle de numre, som medarbejderen har ringet til fra sin arbejdstelefon.
Det står klart efter, at erhvervsorganisationer i dag var til møde hos skatteminister Kristian Jensen, skriver DR Nyheder.
Erhvervsorganisationerne var blevet kaldt til møde, fordi de rasede over, at arbejdsgiveren ifølge den nye lov om multimedieskat er tvunget til at tjekke, om medarbejdere misbruger deres arbejdstelefon til private samtaler. Kafka spøger
»Det er en belastning for virksomhederne af Kafkaske dimensioner, at de skal bruge ressourcer på at tjekke deres egne medarbejderes opkald«, siger Lars Storr-Hansen, administrerende direktør i Dansk Byggeri.
Før mødet havde skatteministeren lagt op til, at virksomhederne skulle kontrollere hver medarbejder for samtlige opkald i løbet af et helt kvartal.
Men det lykkes Lars Storr-Hansen og de øvrige erhvervsorganisationer at lande et kompromis med skatteministeren, så det altså kun er hver 20. medarbejder, der skal tjekkes - og kun opkald for en måned vil blive undersøgt. Ren Storm P
»Vi er går fra Kafkask scenarium til noget, der minder om Storm P«, siger Lars Storr Hansen til DR Nyheder.
Han så helst, at mulitimedieskatten blev afskaffet.
»Det er en forkert og uhensigtsmæssig skat, men vi glæder os over, at ministeren i det mindste har lyttet til vores kritik, så virksomhederne fremover skal kontrollere færre medarbejdere, end hvad der var lagt op til«, siger Lars Storr Hansen.
Ifølge den nye lov om multimedieskat skal medarbejdere hver måned betale mellem 100 og 140 kroner i skat for at have eksempelvis en telefon eller computer, som arbejdsgiveren betaler for.
Kun medarbejdere, der underskriver en tro-og-love erklæring om, at de ikke misbruger telefonen til private opkald, kan slippe for skatten. Det er hver 20. af de medarbejdere, som fremover vil blive kontrolleret af arbejdsgiveren.
»Vi har slanket kontrollen«, siger pressechef i skatteministeriet Peter Høyer.
Multimedieskatten er blevet hårdt kritiseret for at bremse Danmarks udvikling som vidensnation og førende på it-området. Men Dansk Industri slutter sig ikke til koret af kritikere.
»Vi har haft brug for en markant lettelse af skatten, og det har vi fået. Vi erkender, at multimedieskatten er en af flere måder at finansiere skattelettelsen på, og vi er glad for, at ministeren har lyttet til kritikken af den omfattende kontrol af brug af telefoner«, siger direktør i Dansk Industri Tine Rode.




























