Den står mere på Lolland end Lanzarote, når danskerne planlægger sommerferien for i år.
Det fremgår af en undersøgelse, som Nordea har foretaget. Undersøgelsen viser, at danskerne skærer årets feriebudget med 11 procent, og det overrasker forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen i Nordea.
»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke havde forventet et fald. Det, der kommer mest bag på mig, er, at danskernes feriebudget er faldet i den grad, det er«, siger Ann Lehmann Erichsen.





























