Københavnere er tossede med Tivoli, sønderjyder elsker Sydbank. Når danskerne selv vælger, hvilke aktier de vil have, går mange efter de virksomheder, de kender fra lokalområdet. Selskaber som Bang & Olufsen og Spar Nord Bank er dermed blandt de aktier, som flest ejer i henholdsvis Vest- og Nordjylland, selv om de ellers ikke generelt er blandt danskernes oftest foretrukne aktier. Det viser en opgørelse, som Danske Capital har lavet for Politiken. »Danskerne er helt klart lokalpatriotiske i deres aktievalg, og det gælder i alle landets regioner. Alle steder har man landets største aktier, men hvert sted springer også lokale aktører i øjnene«, siger Anders Nellemose, som er chefstrateg i Danske Capital. Banker, fodboldklubber og bryggerier Opgørelsen er lavet over de 5 procent af Danske Capitals kunder, som har valgt selv at styre, hvilke aktier deres penge skal sættes i.
Her kommer kærligheden til det lokale især til udtryk, når det gælder banker, fodboldklubber og bryggerier. For eksempel er aktien for Århus Elite, som står bag Århusklubben AGF, på en 11.-plads over de aktier, som flest har i Østjylland. På landsplan er den nede på en 44.-plads.




























