Det startede med et indslag om verdensgaver i ’Go’ morgen Danmark’ for to år siden.
Frederikke Bang Løppke gik straks ind på Unicefs hjemmeside og blev grebet af konceptet bag verdensgaverne, nemlig at give en gave til familie og venner, der kommer børn i den tredje verden til gode. »Jeg tænkte, det var en god idé til min mor, fordi hun har to sponsorbørn, og jeg regnede med, at hun ville blive glad for dem«, fortæller Frederikke Bang Løppke fra Lyngby, som går i gymnasiet. Det første år fik moderen en gave, der sikrede poliovacciner til 150 børn. »Man får et ret sødt kort med børn på, så man hurtigt kommer ind i stemningen. Jeg lagde kortet under juletræet og var rigtig spændt på at give min mor det. Hun blev overrasket og rigtig glad, og jeg tror faktisk, at hun blev lidt stolt over, at jeg selv havde fundet på det og købt det på nettet«.






























