Et næsten fuldautomatisk skattesystem fjerner forståelsen for basal økonomi fra skatteborgerne, hvoraf 46.000 netop nu står over for et skattesmæk på samlet 770 millioner kroner. I dag begynder Skat at sende breve og e-mail ud til de tusindvis af flekslånere, der risikerer at løbe ind i skattesmækket til næste år, fordi deres rentefradrag er blevet mindre i takt med et fald i renten. På trods af faldet har boligejerne ikke justeret fradraget i deres forskudsopgørelse for 2011 og betaler derfor mindre i skat, end de skal. Boligejerne kan selv undgå skattesmækket blot ved at ændre et tal i forskudsopgørelsen, men alligevel bør Skat bruge ressourcer på at hjælpe flekslånerne, mener vicedirektør i Skat Richard Hanlov.
LÆS ARTIKEL Skat går i aktion for boligejere
»Jeg kunne sagtens sige, at det her er folks egen skyld, men vi er selv medskyldige i at have skabt et system, der fungerer så automatisk, at folk føler sig fremmedgjort over for det. Det tjener alle til gavn, at vi hjælper folk med ikke at komme i restance. Jo flere restskatter et samfund har, des værre har samfundet det«, siger han. Boligøkonom skyder efter Skat
De 46.000 flekslånere falder i to grupper. Omkring 28.000 af dem har automatisk fået overført deres fradrag fra 2009 til i år – og fradraget er mindst 30.000 kroner større, end det burde være. Dertil kommer 18.000, hvis rentefradrag ikke er overført fra 2009, men af andre årsager alligevel overstiger den reelle renteudgift med mindst 30.000 kroner.
»Vi kan jo ikke vide, om deres forhold har ændret sig, men vi opfordrer til, at borgerne tjekker efter«, siger Richard Hanlov.
Den ekstraordinære indsats fra Skat er kærkommen, mener Jens Lunde, lektor i boligøkonomi ved Handelshøjskolen i København, CBS.
»Jeg synes ikke, at Skats information til borgerne har haft en kaliber, der gør det nemt at styre efter«, siger han.
Det havde en opdragende virkning, da borgerne i sin tid udfyldte længere skatteformler, men nutidens næsten fuldautomatiske system betyder, at mange borgere har mistet overblikket, mener Jens Lunde.




























