Det er såre enkelt:
Vil du låne flere penge, selvom du er registreret som dårlig betaler i RKI, skal du bare klage over registreringen. Så bliver du slettet fra RKI-registeret, så længe din klage behandles, og så kan du lige nå at tage et hurtigt lån mere, inden det bliver slået endegyldigt fast, at du faktisk er en dårlig betaler og derfor med rette har fået plads i RKI’s register.
Opskriften på det kreative RKI-snyderi står at læse på hjemmesiden ’altomlån.dk’, der officielt udgiver sig for at at være en forbrugeroplysende låneportal, som oplister, vurderer og sammenligner »alle troværdige låneudbydere i Danmark«.
Men ved nærmere eftersyn viser det sig, at portalen alene omfatter en lille gruppe udbydere af de meget dyre kviklån. Ikke et eneste dansk bank- eller sparekasselån har tilsyneladende været troværdigt nok til at få plads på portalen.
Kynisk forretningsmodel
Men dermed er hjemmesiden både vildledende og manipulerende, mener Forbrugerrådet Tænk, der nu har anmeldt 'altomlån.dk' til forbrugerombudsmanden:
»Konkret finder vi det helt utilbørligt og i strid med god skik, at markedsføringen suppleres med en nærmere »trin for trin« vejledning/opskrift på, hvorledes det er muligt at omgå den hindring det normalt vil være at være registreret i RKI. Således udnyttes en gruppe af mennesker, som per definition er i en sårbar økonomisk situation og har svært ved at betale regninger til kreditorer«, hedder det i anmeldelsen.
Konkret finder vi det helt utilbørligt og i strid med god skik, at markedsføringen suppleres med en nærmere »trin for trin« vejledning/opskrift på, hvorledes det er muligt at omgå den hindring det normalt vil være at være registreret i RKI.
Forbrugerrådets formand, Anja Philip, kalder forretningsmodellen bag kviklån kynisk: »Man har jo regnet ud, at selvom der er nogle mennesker, der ikke kan betale deres regninger, så er priserne på de her kviklån så urimeligt høje, at de alligevel kan tjene gode penge på dem«.
»Og det er jo umuligt at gennemskue lånevilkårene, renter og gebyrer, når man i forvejen er presset til det yderste økonomisk. Når man kombinerer de meget dyre lån med aggressiv markedsføring overfor sårbare forbrugere, er det en rigtig skidt cocktail. Vi ser konsekvenserne ude i vores gældsrådgivninger, hvor vi møder de danskere, der forsøger at lukke huller i en stadig mere desperat privatøkonomi med nye, dyre kviklån«, siger Anja Philip og tilføjer:
»Sidste år blev et nyt rekordår for kviklån, smslån og kontantlån. Mere end 100 millioner kroner blev der lånt ud til svimlende rente- og gebyrer – og en fjerdedel af de folk, der faldt for fristelsen, kunne ikke betale deres gæld«.
Det er tilsyneladende firmaet Leasy, der på hjemmesiden ’altomlån’ giver potentielle kunder opskriften på, hvordan de kan låne penge, selv om de er registreret i RKI.
Sådan snyder du RKI
»Selvfølgelig skal I være klar over, at vi aldrig vil anbefale denne metode«, skriver Leasy, hvorefter firmaet udførligt, trin for trin gennemgår fidusen. Det har ikke været muligt at få Leasy’s kommenter eller forklaring på, om det er firmaet, der har udviklet den kreative drejebog. Men manøvren er dybt uanstændig, lyder meldingen fra Frank Papsø, nordisk direktør for analyse og forretningsudvikling i kreditoplysningsbureauet Experian, der står bag RKI-registeret:
»Jeg bliver rigtig gal, fordi de her kviklån skubber denne gruppe af danskere længere og længere ud i håbløsheden.«, siger han.
Se opskriften - som siden er blevet fjernet - på hjemmesiden, her:
Det er umuligt umiddelbart at se, hvem der står bag hjemmesiden ’altomlån.dk’, men portalen reklamerer blandt andre for kviklånsfirmaet VIVUS.DK. Selskabets danske direktør, Jens-Ole Kyhl Klitgaard, understreger, at hans firma alene findes på den pågældende hjemmeside, fordi en del af firmaets markedsføring er overladt til netgrossisten Digital Advisor, der blandt andet formidler kontakten mellem ejere af diverse hjemmesider og de firmaer, hjemmesiden gerne vil annoncere for.
»Efter at vi blev informeret omkring RKI-guiden på sitet, er VIVUS.DK-banneret omgående blevet fjernet. Når det er sagt, så kan man slet ikke optage lån hos os hvis man står registreret i RKI, da det er i strid med vores lånepolitik. I mine øjne er det et kommercielt dårligt træk, at låne penge ud til folk, der står i RKI. Sandsynligheden for at man som udlånsvirksomhed aldrig ser sine penge igen er høj, og samtidigt har vi også et moralsk ansvar«, siger direktøren.
Direktøren for Digital Advisor, Rune Andersen, understreger at det er »i strid med retningslinjerne for samtlige annoncører, og ekstremt uheldigt at hjemmesiden på det nærmeste rådgiver dårlige betalere i at låne endnu flere penge«. Hvem der står bag sitet kan Rune Andersen ikke afsløre.
Hjemmeside lukket
Men ifølge DK Hostmaster, der registrerer alle danske domænenavne, er det firmaet Option Solutions Limited, der med hjemsted på Malta står bag den danske portal. Telefonnummeret viser sig dog at være pæredansk; det tilhører Camilla Dahl, der dog skynder sig at runde af, da det går op for hende, at der er en journalist i den anden ende af røret.
Bag Option Solutions Limited gemmer sig tilsyneladende firmaet Wise Entertainment, anført af Peter Eugen Clausen. Det har ikke været muligt at få hans kommentar til sagen. Ikke desto mindre blev hjemmesiden lukket ned onsdag eftermiddag med følgende begrundelse:
»Altomlån.dk har modtaget kritik for indhold på en underside. Vi beklager det nævnte indhold, har taget kritikken til efterretning og rettet indholdet. AltomLån.dk er en seriøs guide til lån i Danmark og vores mål er at guide vores brugere bedst muligt. Dette ønsker vi at gøre på den mest etiske og korrekte måde. Derfor har vi lukket siden ned midlertidigt, indtil vi er klar med nyt og forbedret indhold«.
fortsæt med at læse


























