»Frikort? Er det ikke ligesom et kreditkort, man får, når man bliver 16?«.
Det er ikke kun Sydney på 15, der er usikker på, hvad et frikort egentlig er for en størrelse. Heller ikke klassekammeraterne ved, at det er betegnelsen for den del af indkomsten, der er fritaget for skat. 8.a på Mølleholmskolen i Taastrup er i gang med dagens matematiktime. Og selv om eleverne måske ikke lige har styr på alle begreberne, sidder tallene egentlig ret godt fast i hovedet på de unge drenge og piger, især fordi de lige har gennemgået begrebet renter.

























