Læser skriver
Jeg er alene med to børn, der går i henholdsvis 4. og 6. klasse, og de plager om at få en hundehvalp eller en kattekilling. De lover, at de vil gøre alt arbejdet. Så måske er det god ide, men hvad koster det at have kæledyr?
Kære læser
Det er et klassisk dilemma for mange børnefamilie, at børnene vil have kæledyr. Men hvem skal passe dyret, hvor længe lever det, og hvad koster det?
De fleste børnefamilie giver også efter og ender med et eller flere kæledyr. Faktisk viser nye tal, at 56 procent af alle børnefamilier har kæledyr.
Men hvad koster det? De fleste har en kat, fordi de fik en killing helt gratis. Og det er da også først, når den flytter ind, at den koster 'kost og logi'.
Jeg har beregnet vugge-til-grav-udgifterne på baggrund af nye tal.
Når du siger ja til en kattekilling, selvom den er gratis, siger du ja til en udgift på alt i alt 52.000 kroner eller 4.040 kroner hvert år i de cirka 13 år, som en indendørskat kan leve.
Siger du ja til hundehvalpen, skal du købe en hvalp, som i snit koster 5.500 kroner, og derefter skal du forvente, at den koster 6.140 kroner om året, i de 13 år den lever, eller 80.000 kroner oveni.
Tallene er gennemsnit og beregnet ud fra en undersøgelse, som TNS Gallup har gennemført for Nordea, hvor 1.056 interviews er gennemført i en repræsentativ stikprøve af personer i alderen 18-65 år. Derfor skal du huske, at udgifterne til kæledyr ikke kommer i lige store rater som perler på en snor. Udgifterne falder i klumper, som når katten kommer hjem med et stort åbent sår i bugen efter et natligt slagsmål, eller når hunden kommer galt af sted og brækker benet, og du må til dyrlæ-gen i en fart. Der kommer før eller siden store udskrivninger i en måned, hvor du har andre planer med dine penge.
Kæmpe forskel på dyrlægepriserHvis du vælger, at I skal have et kæledyr, kan du nu gøre det med åbne øje – økonomisk set. Men for mig at se er det mindst lige så vigtigt, at du taler med børnene om alt det, som et kæledyr indebærer, inden du træffer din beslutning, og spørger dem, om de er villige til at undvære nogle ture i biografen og få mindre fødselsdagsgaver, så der er råd til et kæledyr? Eller spørger om, hvorvidt et hamster eller et marsvin kunne være ligeså godt. De små kæledyr lever i ca. seks år og koster betydelig mindre.
Årskort til zoologisk have er billigere
Endelig kan du også som alternativ overveje at aftale, at I køber et årskort til Zoo. Det koster 440 kroner per voksen og 275 kroner per barn, og de passer dyrene, når I ikke er der. Du kan love dem nogle gode lange ture i løbet af året, og der er både dyr, som de kan røre ved og nøjes med at se på. Når året er gået, og årskortet er udløbet, kan du se om interessen for kæledyr er forduftet.
Den sidste ting I kan gøre er, at tilbyde at være fast 'plejefamilie' for et fremmet kæledyr fra nabolaget, når dets familie er på ferie. Så får I en god oplevelse, uden at du hænger på en stor forpligtelse. Og jeg gætter på, at det ikke vil koste dig en øre. Kæledyrets ejer vil sikkert give dig både dyremad m.m. til dyret og en buket blomster til dig som tak for ulejligheden.
Venlig hilsen
Ann Lehmann Erichsen,
forbrugerøkonom i Nordea
Det koster dit kæledyr
fortsæt med at læse



























