Søren Stengers papirer, regninger og mapper dækkede efterhånden hele det lille bord, og hans kæreste, Jaqueline Nicolaisen, så opgivende på dem. Der blev ved med at dukke regninger op, som hun ikke engang kunne huske, at han havde. Nogle stammede fra hans gamle lyd- og lysfirma, hvor hans partner år tilbage droppede ud og efterlod Søren uden opgaver og med et ødelagt firma.
Jaqueline tog mobiltelefonen, tog et snapshot og lagde det på Facebook med teksten: ’Sådan kan man også bruge en lørdag aften!’. Weekend efter weekend forsøgte de at komme til bunds, for Jaqueline havde lovet at hjælpe ham igennem det hele. Da de i februar 2015 kunne regne sig frem til en gæld på mindst 250.000 kroner, var det mere, end hun kunne overskue.




























