»Ved udgangen af dette århundrede vil mængden af CO2 i Jordens atmosfære være fordoblet eller sågar tredoblet, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Det nuværende niveau på omkring 400 dele per million (ppm) er i forvejen højere end på noget tidspunkt i Homo sapiens’ evolutionshistorie. I 2100 kan indholdet af kulstoffer i luften nå op på et niveau, der er det højeste i op mod 50 millioner år. Det vil tvinge verdens temperatur opad med 4-6 grader celsius og forvandle vores klode til ukendelighed.
For nogle år siden forsøgte jeg i bogen ’Six Degrees: Our Future on a Hotter Planet’ at illustrere, hvad det konkret kan komme til at betyde. For at kunne kigge ind i fremtiden var jeg først nødt til at undersøge vores geologiske fortid – især en begivenhed for over 55 millioner år siden, der kaldes PETM (palaeocene-eocene thermal maximum). Dette ’termiske maksimum’ var ekstremt varmt. Der voksede palmetræer helt tæt på polerne, Antarktis var ikke hvid, men grøn, og Det Arktiske Hav havde en frodig vækst af tang og var lige så lunt som Middelhavet. Det er sandsynligt, at der ikke fandtes så meget som en plet is noget sted på Jorden.


























