Analytikere havde på forhånd øjnet mulighed for en opjustering hos Mærsk i anledning af kvartalsregnskabet.

Aktiekursen stiger: Mærsks opjusterer forventninger med 600 millioner kroner mere end ventet

Foto: A.p. Møller - Mærsk A/s
Foto: A.p. Møller - Mærsk A/s
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 11.01 med citat fra investeringsøkonom.

Rederiet A.P. Møller-Mærsk opjusterer forventningerne til hele året, viser regnskabet for andet kvartal torsdag morgen ifølge MarketWire.

Mærsk forventer nu at lande et driftsresultat før af- og nedskrivninger på 8 til 9,5 milliarder dollar mod tidligere 6 til 9 milliarder dollar. Forventningerne til driftsindtjeningen ventes dertil at lande mellem 2 og 3,5 milliarder dollar. Det tal lå tidligere på mellem 0 og 3 milliarder dollar.

I begyndelsen af året gik Mærsk efter en vækst på cirka 4 procent i de globale containervolumener, men i maj nedjusterede de prognosen. Nu ser rederiet volumenvækst i global containertransport på mellem 2 og 4 procent.

Forud for torsdagens regnskab havde flere analytikere ifølge Børsen luret på, om tallene ville blive ledsaget af mere optimistiske forventninger til 2025. Det skyldtes blandt andet større efterspørgsel og flaskehalse i europæiske vigtige havne, skriver Børsen.

Omsætningen lander på 13,1 milliard dollar, hvilket er noget mere end de 12,7 milliarder dollar i andet kvartal sidste år.

Aktien stiger

De opjusterede forventninger sender Mærsk-aktien opad. Omkring en time efter børsåbning er aktien steget med over fire procent. Kursstigningen afspejler, at Mærsk har opjusteret forventningerne med mere, end investorerne havde forventet, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.

»Opjusteringen er omkring 600 millioner større, end analytikerne havde regnet med. Det er det, der driver kursudviklingen i dag«, siger Per Hansen.

Aktieanalytikeren Haider Anjum fra Jyske Bank hæfter sig desuden ved, at den øvre ende af intervallet er blevet skubbet fra 9 til 9,5 milliarder. Det reagerer markedet ekstra positivt på, siger han og tilføjer, at det nye langt snævrere interval viser, at Mærsk føler sig meget sikker på, hvordan virksomheden vil præstere resten af året.

»Det er på trods af, at der stadig er ret stor usikkerhed omkring verdenshandlen set i lyset af amerikanske toldstigninger. Der er kommet nogle handelsaftaler på plads, men vi ved ikke, hvad den reelle effekt af aftalerne og af tolden bliver«, siger Haider Anjum.

»Markedet reagerer positivt på, at Mærsk ser ud til at have rigtig godt styr på forretningen«.

Vækst spås at aftage i andet halvår

Mærsks topchef, Vincent Clerc, peger i en pressemeddelelse på, at høj efterspørgsel er en af årsagerne til de opjusterede forventninger.

»På trods af et volatilt marked og historisk usikkerhed omkring verdenshandlen er efterspørgslen forblevet høj, og vi har formået at tilpasse forretningen hurtigt og smidigt«, lyder det forbindelse med regnskabet ifølge Marketwire.

I andet kvartal lander driftsoverskuddet på 2,3 milliarder dollar mod 2,1 milliard dollar i samme kvartal året før. På bundlinjen har Mærsk et underliggende overskud på 614 millioner dollar. Estimatet lød på 415 millioner dollar, så det er et løft, selv om det lå på 623 millioner dollar i andet kvartal sidste år.

Det underliggende overskud er renset for engangsomkostninger eller indtægter fra eksempelvis salg af skibe. Det gør det nemmere at sammenligne ét regnskabsår med et andet.

Mærsks første halvår var præget af særligt usikkerheden fra amerikanernes toldregime. Særligt fordi toldplanerne flere gange har ændret sig. Men det har ifølge Børsen blandt andet bidraget til indtjeningen, at mange virksomheder har bestilt varer i god tid forud for de amerikanske toldsatser.

For andet halvår af 2025 vurderer Mærsk i regnskabet ifølge Finans, at den økonomiske vækst vil aftage. Det skyldes blandt andet, at trykket fra de amerikanske toldsatser vil tage til, lyder det.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her