Ørsted må genoptage arbejdet med havvindmølleparken Revolution Wind ud for den amerikanske østkyst, afgør en dommer ved en føderal domstol i Washington, D.C., mandag aften dansk tid.
I begyndelsen af januar meddelte Ørsted, at selskabet havde indgivet en klage til domstolen, efter at det amerikanske indenrigsministerium satte havvindprojektet på pause i december. I den forbindelse anmodede selskabet om, at domstolen i forlængelse heraf skulle tillægge klagen opsættende virkning. Det er den del, som det nu har fået medhold i.
»Vi er tilfredse med, at Revolution Wind for anden gang har fået rettens ord for, at vi må fortsætte arbejdet«, siger Ørsteds administrerende direktør, Rasmus Errboe, i en skriftlig udtalelse til Politiken.
»Nu er vores fokus på at genoptage konstruktionsarbejdet så hurtigt som muligt, så projektet kan levere pålidelig og billig energi til 350.000 amerikanske husstande i Rhode Island and Connecticut«, tilføjer han.
Fordi selskabet nu har fået medhold i den del, må arbejdet på projektet genoptages, i hvert fald indtil der ligger en endelig domstolsafgørelse i hovedsøgsmålet.
Påbuddet, der kom fra myndighederne den 22. december sidste år, betød, at aktiviteterne i forbindelse med Revolution Wind skulle stoppes i 90 dage. Ifølge den amerikanske indenrigsminister, Doug Burgum, var årsagen national sikkerhed. Ministeriet sagde ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Pentagon havde udtrykt bekymring for, at vindmøllevingernes bevægelse og reflekterende tårne forårsager radarforstyrrelser. Men den købte dommeren i sagen altså ikke mandag. Han mente ganske enkelt ikke, at ministeriets dokumentation i sagen var tilstrækkelig.
Revolution Wind er en havvindmøllepark, som Ørsted er ved at opføre ud for USA’s østkyst. Ifølge Ørsted er parken omkring 87 procent færdigbygget, og 58 ud af 65 vindmøller er sat op. Parken er et fælles projekt mellem Ørsted og Skyborn Renewables, som er medejer.
»Jeg mistænker, at det er et påskud«
Dommer Royce Lamberth var åbenlyst ikke imponeret af Trump-administrationen, da han her til aften i en skarp afgørelse kastede administrationens argumenter ned ad brættet og nu ophæver den midlertidig arbejdsstop-ordre.
Det amerikanske indenrigsministerium har krævet arbejdet stoppet i 90 dage, mens det undersøger nye oplysninger fra forsvarsministeriet om, at møllerne udgør en ny fare for nationens sikkerhed. Dommer Lamberth har set de klassificerede oplysninger igennem og mente ikke, at de gav tunge årsager til at stoppe byggeriet.
Tværtimod sagde dommeren i sin kendelse, som Politiken lyttede med på via en telefonforbindelse, at det var uklart, på hvilken måde de adskilte sig fra de bekymringer, som allerede var blevet adresseret i et samarbejde mellem myndighederne og Ørsted i 2024.
Dommeren mente ikke, at den nye arbejdsstopordre var meget anderledes end den første, som han også hældte ned ad brættet som ulovlig i september 2025.
»Seneste gang kaldte jeg myndighedernes handlinger for højdemålet af vilkårlig og usaglig handling, fordi stoppet var uden begrundelse. Denne gang kommer der en begrundelse i form af national sikkerhed (…) men jeg mistænker, at det er et påskud«, sagde dommeren i sin kendelse.
»Derimod er jeg overbevist om, at projektet vil lide uoprettelig skade, hvis det ikke får lov til at fortsætte«.
Aktieanalytiker: Rigtig gode nyheder
Trump-administrationen har tidligere forsøgt at standse flere havvindprojekter i USA. I august fik Ørsted og partneren Skyborn Renewables besked på at stoppe opførelsen af Revolution Wind. Dengang blev ordren også begrundet med en bekymring for den nationale sikkerhed.
De to partnere lagde sag an mod den amerikanske stat. De fik i september en dommers ord for, at byggeriet kunne fortsætte.
Revolution Wind er det ene af to havvindmølleprojekter ude for den amerikanske østkyst, der har været ramt af det amerikanske påbud. Sunrise Wind er det andet. Også med henblik på det projekt er der indgivet en klage, som Ørsted vil have tillagt opsættende virkning.
Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i AL Sydbank, kalder afgørelsen mandag for »rigtig gode nyheder«.
»Det kan betyde en mindre besværlig vej mod færdiggørelse for Revolution Wind, selv om det seneste års tid har lært os, at man aldrig skal sige aldrig når det kommer til Trump-administrationens forsøg på at afspore havvindprojekter«, skriver han i en analyse.
Samtidig sparer det ophævede byggestop Ørsted for halvparten af byggestop-omkostningerne på cirka 275 millioner kroner månedligt, skriver han:
»Og det reducerer efter vores vurdering risikoen for en komplet skrinlægning, som vil påføre Ørsted samlede tab på cirka 20 milliarder kroner«.
fortsæt med at læse



























