På en normal søndag morgen slår 55-årige Jim Pedersen til golfbolde i Hals Golf Klub. Han bor klos op ad den nordjyske golfklub og bruger ugens sidste morgen i selskab med kammerater i omgivelser, hvor de øvrige medlemmer kender ham som et roligt og behageligt menneske.
Mens golfaftalerne i værste fald kan blive aflyst af torden eller uvejr, står ingen vejrfænomener mål med det voldsomme jordskælv, der har ramt virksomheden OW Bunker med den administrerende direktør, Jim Pedersen, som epicenter.


























