Bang & Olufsen overraskede torsdag morgen med sit regnskab for andet kvartal af regnskabsåret 2015/16, som ellers officielt først var planlagt offentliggjort 13. januar. Beslutningen om at speede op for regnskabsrapporteringen skal ses i sammenhæng med meddelelsen fra selskabet 26. november 2015 om, at det har modtaget henvendelser, der kan føre til et købstilbud på selskabet.
»Set i lyset af den offentliggjorte selskabsmeddelelse den 26. november har Bang & Olufsens bestyrelse og ledelse fundet det hensigtsmæssigt at fremskynde processen med at lukke Q2-resultaterne (regnskabet for andet kvartal, red.) for at sikre information til aktiemarkedet om selskabets resultater i første halvdel af regnskabsåret«, skriver B&O om baggrunden for den tidligere regnskabsrapportering.



























