Danica Pension har været på juleindkøb og udvidet sin portefølje med et stort opkøb.
Pensionsselskabet, der er ejet af Danske Bank, har købt SEB Pension for 6,5 milliarder danske kroner. Sælgeren er den svenske bankkoncern SEB Bank.
Med i handlen følger de nuværende 235.000 pensionskunder hos SEB Pension og 275 ansatte.
»Pension, forsikring og langsigtet opsparing bliver vigtigere og vigtigere for vores kunder«.
»Handlen giver os større udviklingskraft, så vi nu og i fremtiden kan levere de rette løsninger til vores kunder på pensions- og forsikringsområdet«, siger Per Klitgård, der er administrerende direktør i Danica Pension, i en pressemeddelelse.
SEB Pension forvalter mere end 103 milliarder kroner og opnåede i årets første ni måneder et nettoresultat på 389 millioner kroner.
ritzau



























