Møbelfirmaet Biva er blevet reddet fra konkurs i ellevte time.
Det skriver Finans.
Biva var ellers blevet begæret konkurs torsdag, skrev Ekstra Bladet og Berlingske tidligere.
»Vi har siddet i forhandlinger hele dagen, og der er nu indgået en aftale, hvorved virksomheden drives videre, og et antal arbejdspladser er reddet«.
»Køber indskyder et betydeligt beløb til brug for den fremtidige drift«, skriver Nicolai Dyhr fra advokatfirmaet Horden i en mail til Finans.
Han tilføjer, at leveringerne til kunderne ikke går i vasken. Derudover ønsker han ikke at sige mere om aftalen.
Finans skriver, at det ikke er første gang, at Biva rammer bunden. De to fusionerede butikskæder Biva og Tæppeland bukkede i 2013 under efter længere tids krise.
Bivas administrerende direktør, Jesper Jørgensen, og kommerciel chef Rune Furbo købte efterfølgende rettighederne til Biva-navnet. Det skete for at forsøge med virksomheden endnu engang.
De to forsøgte at introducere Biva som netbutik uden fysiske butikker.
ritzau



























