Fransk konkurrent går i priskrig med Novo

Lyt til artiklen

Kampen om det belgiske medicinalselskab Ablynx spidser til. Mandag har franske Sanofi således budt 45 euro per aktie i selskabet, der blandt andet har en stærk position inden for blødermedicin.

Det er langt højere end de 28 euro per aktie, som Novo Nordisk bød i begyndelsen af året.

Dengang blev Novo-tilbuddet blankt afvist af Ablynx' bestyrelse, som mente, at selskabet var langt mere værd.

Det tyder buddet fra Sanofi altså også på, og spørgsmålet er så, om Novo Nordisk - eller en af de andre bejlere - nu vil øge sit bud.

Nyhedsbureauet Bloomberg hævdede i sidste uge i en historie baseret på anonyme kilder, at Novo Nordisk var klar til at forhøje sit bud.

Ablynx har angiveligt som en konsekvens af Novo Nordisks interesse selv kontaktet andre medicinalgiganter, som kunne være interesseret, herunder Sanofi.

Men også Roche fra Schweiz og Merck & Co fra USA skulle være inde i billedet.

I mellemtiden har Ablynx-aktien fortsat sin himmelflugt. Senest i fredags, hvor aktien steg 3,6 procent på fondsbørsen i Bruxelles og inden mandagens handel koster 37 euro.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her