Saxo Bank spenderer milliarder på hollandsk bank

Lyt til artiklen

Saxo Bank afgiver et købstilbud på 3,17 milliarder kroner på den hollandske BinckBank. Buddet er blevet accepteret. Det skriver SaxoBank i en meddelelse.

Meddelelsen kommer, efter at det fredag blev kendt, at Saxo Bank jagtede et opkøb af den hollandske bank.

BinckBank har aktiviteter i Holland, Belgien, Frankrig, Italien og Spanien. Ved udgangen af sidste år havde banken 633.000 kunder.

Langt størstedelen af bankens aktivitet er i Holland, hvor de fleste af kunderne og den forvaltede kapital befinder sig.

BinckBank er børsnoteret i Holland. Ifølge meldingerne fredag er det Saxo Banks plan at hive den af børsen.

Saxo Bank har 1500 ansatte i København samt en række storbyer rundt i verden - herunder London, Paris, Hong Kong og Tokyo.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her