Forbrugerne får svært ved at bytte julegaver, og der er ingen garanti for gavekort i butikker som Fætter BR og Toys’R’Us.

Top-Toy konkurs: Du har travlt, hvis du skal nå at bytte gaver fra Fætter BR

Det er stadig muligt at bytte julegaver fra Fætter BR og Toys'R'Us i visse butikker, der holder åbent til udgangen af december. Åbningstider fremgår af hjemmesiderne.  Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Det er stadig muligt at bytte julegaver fra Fætter BR og Toys'R'Us i visse butikker, der holder åbent til udgangen af december. Åbningstider fremgår af hjemmesiderne. Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hvis du skal bytte julegaver fra butikker som Fætter BR og Toys’R’Us, så har du travlt.

Den danske legetøjsgigant Top-Toy, der blandt andet ejer legetøjskæderne Fætter BR og Toys’R’Us er gået konkurs. Et katastrofalt regnskab har tidligere vidnet om problemer hos selskabet, men efter et ringe julesalg kan virksomheden ikke længere fortsætte.

»Vi var kommet langt, havde fået godkendt vores plan og har arbejdet i døgndrift på at skabe rammerne for en rekonstruktion af Top-Toy, men i dag må vi erkende, at vi på grund af et svigtende julesalg ikke længere er i stand til at fortsætte rekonstruktionen«, udtaler administrerende direktør, Per Sigvardsson til Børsen.

Top-Toy oplyser, at visse butikker holder åbent til udgangen af december, og de præcise åbningstider kan ses på kædernes hjemmesider.

Vagn Jelsøe, der er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, forklarer, at konkurserklærede virksomheder sjældent kan fortsætte driften.

»At man kan bytte julegaver i dag eller i morgen er en konstruktion, jeg nærmest aldrig før har været ude før. Det er sjældent, at butikkerne fortsætter med begrænset drift. Men almindelige forbrugere er stadig meget dårligt stillet. Hvis man har købt en vare i Fætter BR, har man kun begrænset mulighed for at bytte den eller gøre noget ved det, hvis produktet fejler noget«.

Ingen garanti for gavekort

Vagn Jensøe forklarer, at man som kunde ikke kan forvente at få udbetalt penge, man har til gode hos butikkerne.

»Forbrugerne kommer bagerst i rækken. Hvis man har fået et gavekort på 500 kroner til Fætter BR i julegave, skal man gøre det krav gældende over for en konkurskorator, der administerer konkursboet. Så vil der gå en rum tid, og så får man måske et meget begrænset beløb tilbage«.

»Konkursadvokaten skal først have sit honorar, og staten skal have den tilbageværende skat, før man kan dele den resterende sum mellem dem, der har stillet krav. Det vil typisk være småpenge, hvis overhovedet noget«.

D. 30. november kunne Top-Toy vise et katastrofalt regnskab, der blandt andet afslørende en milliardnedskrivning.

Fungerende pressetalsmand Lars Bo Kirk oplyser til Ritzau, at flere end 3000 medarbejdede i de to legetøjskæder fredag er blevet opsagt i forbindelse med konkursen. Top-Toys kuratorer skal nu i dialog med kreditorerne om, hvad der skal ske med boet.

I en pressemeddelelse oplyser Top-Toy, at konkursen blandt andet skyldes øget digitalisering, et større antal konkurrenter og skiftende spilvaner blandt børn.

Top-Toy driver 226 Fætter BR-butikker og 72 Toys’R’Us-varehuse i Norden.



Anna Winsløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her