Fransk dommer forventer at rejse sag mod Danske Bank

Danske Banks administrerende direktør Thomas F. Borgen (i midten) endte med at måtte træde tilbage som følge af hvidvask-skandale. Foto: Martin Lehmann (arkiv)/POLFOTO
Danske Banks administrerende direktør Thomas F. Borgen (i midten) endte med at måtte træde tilbage som følge af hvidvask-skandale. Foto: Martin Lehmann (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

Danske Bank oplyser fredag i en meddelelse, at en undersøgelsesdommer i Frankrig forventer at rejse sigtelse mod banken i en sag om hvidvask. Det har undersøgelsesdommeren fra domstolen Tribunal de Grande Instance de Paris oplyst banken i en skrivelse.

I en meddelelse til fondsbørsen skriver Danske Bank:

»I januar 2019 modtog Danske Bank et brev fra en undersøgelsesdommer ved den franske domstol Tribunale de Grande Instance de Praris, hvori banken blev indkaldt til afhøring relateret til den igangværende efterforskning af organiseret hvidvask af penge hidrørende fra skatteunddragelse, og hvori det er anført, at dommeren forventer at rejse sigtelse mod banken«.

I meddelelsen skriver Danske Bank, at banken tidligere har bidraget til dommerens undersøgelse som et 'assisteret vidne'. Men efter dommerens brev kan banken blive sigtet i sagen.

»Brevet anfører ligeledes, at omfanget af sagen er udvidet til at omfatte transaktioner for et samlet beløb på omkring 28 millioner euro i årene 2007 til 2013«, skriver Danske Bank i sin meddelelse.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her