Hvidvask skal koste: 30 investorer er klar til at sagsøge Danske Bank

Arkivfoto: Demonstration mod Danske Bank oprindeligt arrangeret af DR programmet Tæt på Sandheden med Jonatan Spang, på Kgs. Nytorv i København.  Foto: Philip Davali
 Foto: Philip Davali/Philip Davali
Arkivfoto: Demonstration mod Danske Bank oprindeligt arrangeret af DR programmet Tæt på Sandheden med Jonatan Spang, på Kgs. Nytorv i København. Foto: Philip Davali Foto: Philip Davali/Philip Davali
Lyt til artiklen

Allerede i løbet af sommeren eller tidligt på efteråret bliver Danske Bank sagsøgt af endnu en gruppe udenlandske institutionelle investorer som følge af sagen om hvidvask.

Det ligger fast, efter at den umiddelbare frist for at tilmelde sig som sagsøger hos det belgiske konsulenthus Deminor Recovery Services udløb 1. juni.

Det skriver Børsen.

Ifølge partner Edouard Fremault har omkring 30 store kapitalforvaltere og pensionskasser indtil videre meldt sig. De kommer primært fra USA, Storbritannien og Tyskland.

Han påpeger, at flere sagsøgere kan komme til senere.

Investorerne vil ifølge Fremault højst sandsynligt kræve erstatning på 'et mindre nicifret beløb - i euro', selv om den præcise tabsopgørelse endnu ikke foreligger, skriver Børsen.

Dermed står de 30 institutionelle investorer til at ville sagsøge Danske Bank for mindst 750 millioner kroner. Det er som følge af de tab, de mener at have haft på deres aktiepost i banken.

Det kursfald mener de, skyldes bankens ansvarspådragende handlinger i forbindelse med hvidvasksagen.

Danske Bank ønsker ikke at drøfte sagerne i pressen.

Ifølge Fremault vil søgsmålet blive rettet mod banken og dens tidligere ledelse. Hvilke ledelsesmedlemmer, investorerne går efter, er endnu usikkert.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her