En milliardhandel på transportområdet er mandag morgen som ventet faldet på plads. Den danske transportvirksomhed DSV har oplyst fondsbørsen, at den har gennemført sin overtagelse af sin schweiziske konkurrent Panalpina.
Handlen har en værdi af 35,1 milliarder kroner og får en række konsekvenser for DSV. Dels skifter selskabet navn til DSV Panalpina, hvis en kommende generalforsamling accepterer det.
Samtidig er en del af prisen betalt i form af aktier i det nye DSV Panalpina. Den tidligere storaktionær i Panalpina - Ernst Göhner Group - får 11 procent af aktierne i det nye selskab og bliver dermed den største aktionær i DSV Panalpina.
DSV skal nu i gang med at få flest muligt stordriftsfordele ud af sammenlægningen.
Det arbejde forventes at give maksimalt udbytte fra 2022, hvorfra DSV venter årlige synergieffekter for 2,2 milliarder kroner.
ritzau




























