Restaurantkæde oplyser, at man afskediger hver tredje medarbejder, da man ikke kan opnå lønkompensation.

Jensens Bøfhus fyrer 250 medarbejdere

Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Jensens Bøfhus afskediger 250 ud af 700 medarbejdere, skriver restaurantkæden i en pressemeddelelse.

Baggrunden for fyringerne er ifølge meddelelsen, at restaurantkæden ikke har kunnet opnå hjælp fra ordningen om lønkompensation, som regeringen har lanceret under coronakrisen.

Jensens Bøfhus oplyser, at man har hjemsendt knap 400 medarbejdere med løn i forventning om, at man kunne få del i regeringens ordning om lønkompensation. Men det har fagforbundet 3F ifølge restaurantkæden gjort indsigelse imod.

Herefter har regeringen ifølge restaurantkæden bekræftet, at virksomheden ikke kan anvende ordningen.

»Det er sørgeligt at gennemføre unødvendige fyringer alene på grund af fagbevægelsens og regeringens lokumsaftale«, siger direktør Anders Nikolaisen, Jensens Bøfhus, i meddelelsen.

Overvejer at rejse sag mod staten

Meldingen kommer, efter at Jensens Bøfhus og 3F i halvandet år har søgt at forhandle en ny overenskomst på plads, men det er ikke lykkedes at nå i mål. Det fik i marts 3F til at varsle strejke og blokade mod Jensens Bøfhus, ligesom virksomheden varslede lockout af medarbejdere.

Direktøren ærgrer sig over, at man nu må gribe til fyringer. Han mener, at regeringen har stillet virksomheden i en urimelig situation.

»Vi pålægger det fulde ansvar for afskedigelserne på regeringen og overvejer at rejse sag mod staten for forskelsbehandling og erstatning for vort og vores medarbejderes tab«, siger Anders Nikolaisen i pressemeddelelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her