Bavarian Nordic skal teste coronavaccine på mennesker. Vaccinen kan måske være klar næste år.

Bavarian Nordic afsætter 200 millioner til coronavaccine

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den danske vaccineproducent Bavarian Nordic har i 2021 afsat 200 millioner kroner til den videre udvikling af selskabets coronavaccine, oplyser Bavarian Nordic i forbindelse med sit årsregnskab. Det er offentliggjort fredag.

Vaccinen bliver udviklet i samarbejde med det danske selskab AdaptVac, som forskere fra Københavns Universitet har stiftet.

Når man udvikler medicin, skal det testes i tre faser - 1, 2 og 3. De 200 millioner kroner skal gå til, at vaccinen kan blive testet til og med fase 2. Derudover er nogle af pengene øremærket til at opskalere selskabets produktion forud for et eventuelt fase 3-forsøg.

Bavarian Nordic sikrede sig tidligere i denne uge 1,1 milliard kroner i kassen ved et aktiesalg på børsen. Det er en del af de penge, der er afsat til den videre udvikling af vaccinen. Hvis Bavarian Nordic beslutter at starte et fase 3-forsøg, er det dog nødvendigt at skaffe flere penge til det. Bavarian er på nuværende tidspunkt et langt stykke fra at have en godkendt vaccine.

Bavarian Nordic er lige ved at starte de første forsøg på mennesker med vaccinen. Hvis alt går som planlagt, kan vaccinen komme på markedet i 2022. Det har flere aktieanalytikere vurderet.

Vaccinen er langt efter frontgruppen inden for udviklingen af coronavacciner. Torsdag blev den fjerde coronavaccine godkendt til brug i EU. Derudover er der ifølge WHO mere end 250 projekter i verden, hvor virksomheder eller for eksempel universiteter forsøger at udvikle en vaccine. Omkring en tredjedel af vaccinerne er i gang med at blive testet på mennesker.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her