De Konservative, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er fredag formiddag mødt op til sættemøde i Finansministeriet om næste års finanslov.
De fire partier kommer med en række fælles ønsker, som de vil have indfriet for at kunne gå samlet med i en aftale om finansloven. I modsat fald kommer de fire partier til at forlade forhandlingerne sammen.
»Ja, det er det, vi har aftalt. Det er det, vi vil, og det kommer vi også til at gøre«, siger finansordfører Ole Birk Olesen (LA).
»Vi præsenterer det her sammen, vi brænder for det her sammen, og hvis vi ikke kan få nok i forhold til vores fælles ønsker her, så kommer vi også til at forlade forhandlingslokalet sammen«.
Partierne vil blandt andet tilføre Forsvaret 200 millioner kroner, så man kan undgå besparelser.
De fire blå partier vil blandt andet hente finansieringen til ønskerne ved at spare i den statslige administration.
»Vi synes blandt andet, at det er for dårligt, at regeringen ikke formår at holde det statslige bureaukrati nede. Derfor henter vi pengene derfra og bruger dem på bedre formål«, siger finansordfører Rasmus Jarlov (K).
Efter forhandlingerne siger de fire partier, at de insisterer på at forhandle sammen om finansloven hele tiden, i stedet for at møde op som enkeltpartier til forhandlingerne.
»Vi møder samlet op næste gang også«, siger finansordfører Dennis Flydtkjær (DD), som ikke føler sig overbevist om, at finansminister Nicolai Wammen (S) syntes godt om netop den melding.
Rasmus Jarlov mener, at de fire partiers ønsker er et udtryk for ’en meget klar borgerlig økonomisk politik’.
»Vi vil gerne have, at kommunerne har en fornuftig økonomi, men vi er modstandere af, at staten skal blive ved med at vokse og vokse i administrationen.
»Det er et meget vigtigt pejlemærke for blå blok, og vi mener, at vi kan bruge pengene langt mere fornuftigt på den måde«, siger han.
ritzau
fortsæt med at læse




























