Fra 1. december vinker Jacob Mark (SF) farvel til dansk politik efter 15 år som folkevalgt.

»Mit valg skyldes ham«: Jacob Mark stopper i politik 1. december

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

SF-stemmeslugeren Jacob Mark siger 1. december farvel til Folketinget og dansk politik, siger han i et stort interview med TV 2. Han har i stedet fået et job i en privat virksomhed, som han dog ikke vil løfte sløret for endnu.

I 2021 blev Jacob Mark ramt af stress og var efterfølgende sygemeldt i et år. Det har medvirket til beslutningen om at forlade politik.

»Da jeg kom tilbage, kiggede jeg på det og tænkte, at jeg var meget forandret. Jeg fik lyst til at have en bondegård og have en familie og at have fri sammen med mine drenge. Jeg har ikke lyst til at arbejde hele tiden«, siger han til TV 2.

Privat er Jacob Mark gift med socialdemokraten Christina Krzyrosiak Hansen, der er borgmester i Holbæk Kommune. Jacob Mark uddyber i et opslag på Facebook, at den »vigtigste årsag« til, at han stopper, er sønnen Theodor.

»Mit valg skyldes ham og den bølge af lykke og nærvær, som skyllede ind over mit liv, da han kom«, skriver han.

Derudover mener han også, at det er »sundt for politikere« at komme ud »i den virkelige verden en gang imellem og ikke gro fast«.

Ved folketingsvalget i 2022 fik 33-årige Jacob Mark femteflest stemmer af alle med 31.235 personlige stemmer. Det var flere end SF-formand Pia Olsen Dyhr og kun overgået af fire partiformænd.

Jacob Mark har været folkevalgt i 15 år, hvor han startede som medlem af Køge Byråd. Han har siddet i Folketinget siden 2015. I SF’s folketingsgruppe har han blandt andet været gruppeformand i flere år, og politiske kommentatorer har længe set ham som partiets kronprins. Jacob Mark er i dag igen gruppeformand for SF, men har ingen ordførerskaber.

I interviewet med TV 2 afviser han ikke, at han kan vende tilbage til politik en dag. Han »lukker ikke nogen døre«, lyder det.

SF-formand: Han er noget helt særligt

SF-formand Pia Olsen Dyhr er »rigtig ked af«, at partifællen Jacob Mark forlader Folketinget og dansk politik 1. december.

»Han har været en fantastisk makker i meget af min formandstid og en god politisk udvikler«, siger Pia Olsen Dyhr til Ritzau.

Hun siger, at hun har kendt til Jacob Marks beslutning i »et godt stykke tid«.

Da han nævnte det første gang for hende, blev hun overrasket, fortæller hun.

»Men det er med præcis de samme argumenter, som han går ud i offentligheden med. Mere tid til sin familie og bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv. Det har jeg virkelig stor respekt for«, siger SF-formanden.

Politiske kommentatorer har gennem flere år set Jacob Mark som en oplagt SF-formand, den dag Pia Olsen Dyhr siger farvel til posten. Men hun »vil ikke sige«, at han var den naturlige afløser. Hun pointerer, at det ikke er formanden, der udpeger den næste formand.

»Der er mange dygtige politikere i SF’s folketingsgruppe. Det er rigtigt, at Jacob er en af dem, der er mere kendte, men jeg synes sådan set, at der er mange gode bud, og det er meget godt i en situation, hvor Jacob siger, at han stopper i dansk politik. Men jeg vil bare sige, at jeg går ikke som formand lige foreløbig«, slår Pia Olsen Dyhr fast.

Hun mener generelt, at »det ser lyst ud« for SF, og at partiet har gang i et »rullende generationsskifte«.

»Men han vil være savnet. Han er noget helt særligt«.

Svært at sige farvel

Jacob Mark var godt klar over, at han blev anset som en oplagt afløser for SF-formand Pia Olsen Dyhr i fremtiden. Men den potentielle formandspost har ikke fyldt meget, siger han til Ritzau.

»Det er klart, at det er noget, jeg godt har vidst, var en potentiel mulighed. Men jeg har faktisk aldrig været så optaget af høje poster og hierarkier. Jeg har været optaget af politik og få politik igennem«.

Han mener også, at han efterlader SF et »utroligt godt sted«, og at han derfor kan gå med »tryghed i maven«:

»Det er svært at sige farvel til SF, for SF har været en slags bonusfamilie, hvor jeg har brugt hele mit voksenliv, og jeg holder utrolig meget af de mennesker, der er der«.

Jacob Marks farvel til dansk politik betyder, at Claus Jørgensen fra Lejre gør comeback i Folketinget, hvor han fik to måneder tidligere på året. Marks plads overtages formelt af førstesuppleant Mads Olsen, men han har allerede plads i Folketinget som vikar for Astrid Carøe.

Det giver plads til andensuppleant i Sjællands Storkreds Claus Jørgensen, som afløser Carøe indtil omkring maj 2025, når hendes barsel slutter.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her